Bolero, Shiraz, iltning eller gardiner?

Der er mange udtryk, når det kommer til vin, dyrkning af vin og ikke mindst smagning. 
Vi har samlet dem, vi mener du skal kunne, for at kunne begå dig.

Teroldego

En sjælden men udsøgt rødvinssort fra Trentino-Alto Adige i det nordligste Italien. Produktionens hjerte har i århundreder været i Campo Rotaliano for foden af Dolomitterne, hvorfra de bedste vine stadig kommer i dag.

Der er ofte en fin violduft over Teroldego, fin kirsebærfrugt og fine tanniner. Det er som regel en relativt let vin, men seriøse producenter selekterer mere i druerne og får dermed mere koncentrerede og komplekse vine.

Teroldego er beslægtet med den velkendte Syrah. I forrige århundrede blev den endda regnet for en af Italiens fornemste rødvinssorter. Dens særprægede navn er muligvis en italiensk forvanskning af det østrigske Tiroler Gold; alternativt er det afledt af de opbindingstråde, tirelle, man brugte til den traditionelle pergola-opbinding. Det kan dog også være en udvikling af et lokalt stednavn, Teroldeck.

Teroldego dyrkes også i Australien og Californien.

Rul til toppen