Danmarks hovedstad er en af verdens vildeste vinbyer

Vinbarer i København

Vores hovedstad er kommet efter det på bare to årtier: København markerer sig i dag med en vrimmel af vinbarer for høj og lav, og byen er internationalt toneangivende på naturvinsscenen.

Vinbarer i København

Der er rigtigt mange vinbarer rundt omkring i det københavnske, og scenen er spraglet med alt fra hyggehjørner til seriøse sommelier spots, det konventionelt pæne og det skæve naturlige, det prisbevidste og det ekstravagante. Her får du en guidet rundtur i de bedste og mest interessant vinbarer, inddelt efter bydelene.

 

INDRE BY — KØBENHAVN K

 

Ved Stranden 10

Med sin centrale beliggenhed lige over for Slotsholmen og Christiansborg Slot og sine lyse og afslappet indrettede lokaler er Ved Stranden 10 en af byens mest charmerende og stilige vinbarer; og om sommeren er bordene ved Holmens Kanal udenfor en af Indre Bys bedste spots til vin i solen.

Ved Stranden 10 slog dørene op første gang i efteråret 2009. Vinbaren fører et stort udvalg af økologiske, biodynamiske og naturlige vine især fra Østrig — baren ejes af vinimportøren Österreich Vin — men også et bredere udvalg fra både velkendte og mindre kendte vinområder i hele Europa. Der findes ikke noget fast vinkort, men en meget lang række vine serveres på glas og selvfølgelig flaske. Prismæssigt bevæger de sig fra den moderate til den dyrere end. Spørg personalet, som er venlige og velorienterede.

Selve baren er bygget op i fire separate lokaler i forlængelse af hinanden, så man kan få både barstemning, dagligestuehygge og listige baglokale vibes, alt efter hvor man sætter sig. Indretningen er afslappet med klassisk dansk design, komfortable møbler og stilrene Zalto-glas.

I tillæg til sit spændende udvalg af vine har Ved Stranden 10 et lille men alsidigt køkken med både snacks, småretter og mindre men mere regulære måltider. Faste ugentlige begivenheder er Mandagsmad og Onsdagssmagning; og ellers er det bare at gå på opdagelse i det spraglede og livlige vinudvalg.

Ved Stranden 10, 1061 København K, Tlf.: 3542 4040  https://www.vedstranden10.dk/

 

Bar'Vin

Det handler om vin og ikke så meget andet. Der er skåret ind til benet hos BarVin, hvor det er meningen med tilværelsen at få en god vinoplevelse på den lækre location i hjertet af Indre By… og det skulle gerne kunne lade sig gøre med deres enorme udvalg af kvalitetsvine fra hele Europa. Den ambitiøse vinbar fører et bredt og mangfoldigt udvalg af mere end 60 vine på glas (!) og har desuden et imponerende 40 sider langt flaskekort (!!). Der er vægt på det franske og italienske, men med så talrigt et udvalg er der også levnet rigeligt med plads til Tyskland, Spanien, Portugal og Grækenland.

Skal vinen skylles ned med noget, er der – foruden et lille men udsøgt sæt af cocktails – mulighed for at mæske sig i små og større retter med stærk inspiration fra middelhavskøkkenet og fokus på gode råvarer. Vellavet mad, som kan matches med gode vinvalg. 

Det høje ambitionsniveau og det store udvalg af også ret så dyre vine betyder ikke, at der kun er plads til rigmænd, connaisseurs og vinsnak på BarVin. Prissætningen er fornuftigt, og her er plads til alle vininteresserede, og personalet er veluddannet og leverer en tilbagelænet og uhøjtidelig service.

Skindergade 3, 1159 København K, Tlf.: 33 12 58 03  http://barvin.dk/

 

R Vinbar

R Vinbar er stiftet af det velrenommerede restauratørpar Bo og Lisbeth Jacobsen fra nu hedengangne Restaurationen et stenkast længere nede ad Gammel Mønt. De har mere end styr på de klassiske vine, og det præger også vinudvalget på R, som også hurtigt blev hangout for især folk fra restaurationsbranchen.

Vinbaren er i to niveauer, med både bar-, vindues- og bordpladser i gadeniveau, og i kælderen med sofagrupper og frit udsyn til vinkælderen. Indretningen er spraglet men pæn og uprætentiøs, og der er en god atmosfære i baren. Servicen er seriøs, samtidigt med at stemningen er afslappet og uformel.

Stort, bredt og klassisk vinudvalg, hvoraf mere end 30 serveres på glas, og der skiftes jævnligt ud i udvalget. Desuden en del store og sjældne vine, som af og til også serveres på glas. Desuden et udvalgt af klassiske avecs som cognac, armagnac, calvados, marc og grappa. Og så serverer R Vinbar en række snacks og mindre barretter ("charcuterie, ost og sødt") til at stille den værste sult.

Gammel Mønt 14, 1117 København K,Tlf.: 33 14 94 98  https://rvinbar.dk/

 

Den Vandrette 

Lige om hjørnet fra Nyhavn ligger Den Vandrette i Havnegade, gemt væk fra gadeniveau i et rummeligt kælderlokale, men især om sommeren er baren også udenfor og ned mod vandet. Bag baren står vinimportøren Rosforth & Rosforth, som har været en af de vigtigste aktører i udbredelsen af naturvin i Danmark. Det er da også naturlige vine, der præger vinkortet på Den Vandrette. Der er et fast udvalg af omkring ti vine på glas (både bobler, hvide, orange, røde og søde) samt enkelte "skarpe" som f.eks. den georgiske druebrændevin chacha. Glaspriserne svinger fra omkring 100 til 150 kroner, og flaskepriser svinger fra omkring 350 til op i det firecifrede. Men flaskeudvalget er imponerende. Det meste er som minimum af økologisk beskaffenhed, og der er både fra den mere konventionelle side og så helt ud af den naturlige tangent. Stemningen svinger også fra det mere stilfærdige og hyggelige til det hektiske og bombastiske, og betjeningen er ganske laid-back. 

Det er ikke kun vinen, der gør Den Vandrette interessant. Køkkenet er særdeles kompetent, og der serveres en lang række sæsonbaserede småretter, oplagte til deling. Det er superdelikat mad med nordiske råvarer og inspiration især fra udkanterne af Europa; og det giver mening som match til de karakterfulde vine, der serveres.

Havnegade 53A, 1058 København K, Tlf.: 72 14 82 28  https://www.denvandrette.dk/

 

 

Nebbiolo Winebar

Der er dømt italiensk vin i alle afskygninger på Nebbiolo nær Nyhavn. Tyngdepunktet ligger i Piemonte, men stort set hele landet er repræsenteret. Glaspriserne ligger på 75, 100 og 125 kroner, og udvalget er bredt og med jævnlige udskiftninger. Desuden er der et vidt og bredt udvalg af flasker til fornuftige priser fra hele Italien.

Nebbiolo er en meget klassisk vinbar, indretningen er rustik med flotte træborde og -stole, og betjeningen er venlig og vidende. Og så serveres der stuzzichini, italienske snacks og antipasti af særdeles god kvalitet, frem til klokken 23 på hverdage og midnat fredag og lørdag, hvis sulten skulle melde sig.

Store Strandstræde 18, 1255 København K, Tlf.: 60 10 11 09  https://nebbiolo-winebar.com/

 

Lille Blå Vinbar

En afstikker af Ved Stranden 10 men med sin helt egen identitet som vinbar. Navnet siger det hele, baren er lille men rummelig og stiligt indrettet; og farven på væggene er en stemningsfuld dyb himmelblå. Baren ligger nemlig lige ved siden af importøren Österreich Vins flaskeudsalg i en gammel malerforretning.

Der er bar i det ene lokale, og et rustikt langbord af træ i det andet; og der langes lækre naturvine fra Østrig og omegn over baren. Betjeningen er kompetent og afslappet. Det er en hyggelig vinbar til det berømte glas i utide, og det er generelt hyggeligt at hænge ud på Lille Blå. Den værste sult kan desuden stilles med knækbrød fra Juno, syltet grønt fra Kala's Kimchi og god dåsefisk fra Fangst. 

Esplanaden 3, 1263 København K, Tlf.: 33323911 https://www.instagram.com/lilleblaavinbar/

 

VESTERBRO — KØBENHAVN V

 

Ancestrale

Lille men lys og venlig vinbar centralt placeret på Vesterbro. Ancestrale byder på hyggelige, smagfulde omgivelser og lige så smagfuld mad og vin. Vinen er først og fremmest europæisk, fra mindre producenter og i overvejende grad af den naturlige beskaffenhed, og udvalgt med omhu. Personalet er kompetent, med sommelier Johann Duedahl Jacobsen i spidsen; og atmosfæren afslappet og indretningen rustik.

Ancestrale har ikke noget egentligt vinkort, i stedet vælger man selv sin vin fra hylderne i baglokalet, hvor flaskerne er linet op med priser på. En lang række af vinene føres glasvist, og er man i tvivl, kan personalet med stor kompetence guide en på rette vej.

Desuden serveres diverse småretter (med hovedvægt på det grønne) til meget fornuftige priser og det i en kvalitet, der hamler op med mange af byens bedste restauranter. Er man for alvor sulten, kan det samles til en mættende fem retters menu.

Oehlenschlægersgade 12, st th, 1663 København V, Tlf.: 3135 3851  https://ancestrale.dk/

 

Volatil

Volatil er egentlig mere en butik end en vinbar; men det får være, for der er oftest en åben flaske naturvin eller to i butikken og ellers kan man stikke af med en flaske og indtage den i solskinnet på Sønder Boulevard. Det er "juicepedel" Tue Bach Petersen, som står i spidsen for foretagendet, og han er også kendt som manden bag vinimporten VinSvin. Tue og hans hold sørger for "nogenlunde god stemning" i butikken, som er ungdommelig, engageret og velassorteret udi det saftige og seriøst skøre.

Sønder Boulevard 52, 1720 København V, Tlf.: 58 56 07 81  https://volatil.dk/

 

VinVeto

Vinbaren Vesterbro Torv afslører selv sin beliggenhed og fører et vidt udvalg af vine fra hele verden. Selve vinbaren består af to lokaler, i det første kan du sidde i baren eller ved et af de store vinduer, mens der i det andet er dækket op med levende lys på store, mørke træborde og velegnet til større selskaber. Mere end 50 vine kan fås på glas, og priserne går fra det yderst overkommelige til det decideret pricy. Flaskekortet kommer vidt og bredt omkring men med en særlig fokus på klassiske, europæiske vine med forkærlighed for det franske, især Bourgogne. Der serveres forskellige salte snacks, nordiske tapas og en dagens varme ret. Vinbaren har desuden en aflægger i Torvehallerne, hvor man i mere enkle former kan nyde et godt glas og en lille pause fra det pulserende shopping-liv.

Vinbaren Vesterbro Torv, Svendsgade 1, 1659 København V, Tlf.: 21408527 https://vinveto.dk/vinbaren/

VinVeto Torvehallerne, Linnésgade 17, 1361 København K, Tlf.: 42408650 https://vinveto.dk/vinbaren/

 

Propaganda

Propaganda er et af de nyeste skud på den københavnske vinbarhimmel. Supercentralt placeret i et ellers ikke særligt "opdyrket område" tæt på Hovedbanegården, og det er en tiltrængt fornyelse. Propaganda præsenterer sig som vinbutik, vinbar og bistro med heldagskøkken. Stemningen er hip og hyggelig og tilgangen til vin og mad er udogmatisk og uhøjtidelig. Der serveres økologiske og naturlige vine og enkle retter af sydkoreansk oprindelse- nudler, friske, fermenterede og syltede grøntsager af lokal og økologisk beskaffenhed. Der føres et skiftende udvalg på glas til fornuftige priser, og alle flasker i butikken kan købes og nydes i baren for 100 kroner i proppenge.

Vester Farimagsgade 2, 1606 København V, Tlf.: 33 38 22 00  https://propagandakitchen.dk/

 

Portvinsbaren

Portvinsbaren er et unikum, en slags hybrid mellem et hyggeligt Vesterbro-værtshus og en seriøs portugisisk vinbar. Her kan du få stillet både din tørst og din nysgerrighed, for der er ikke meget, der ikke kan serveres eller forklares om portvin her. Der serveres et stort udvalg, og baren holder også smagninger - for nysgerrige begyndere såvel som for velbevanrede portvins-afficionados.

Priserne er pæne, da enkelte glas svinger mellem 50 og 300 kroner, og hele flasker kan erholdes for mellem 300 og op til 2.500 kroner. Der serveres ost og sødt til at stille sulten, og der er mange muligheder for gode matches til vinen. Desuden serveres et lille udvalg af rødvine og øl. 

Kingosgade 4 1623 København V, Tlf.: 61 48 19 63  http://www.portvinsbaren.dk/

 

NØRREBRO — KØBENHAVN N

 

Terroiristen

Terroiristen er en spændende og hyggelig "undergrundsvinbar" i en kælder på Ydre Nørrebro; og "terroristen" selv er ingen ringere end Stefan Jensen, som først slog dørene op til baren i 2008 og også står bag barens egen import, Winewise.

Stefan fokuserer på autentiske, terroirprægede vine, og han har særligt styr på italienske, slovenske, ungarske og slovakiske vine. Og her finder du mange store vine til forholdsvist små penge. Desuden er der en naturnær filosofi knyttet til terroir-tænkningen, så de fleste vine er økologiske eller biodynamisk dyrket; og langt de fleste fremstillet uden brug af naturgær, temperaturkontrol, filtrering og ofte med kun få eller ingen sulfitter. Med andre ord naturvin, "men altid god vin", som personalet insisterer på. Dertil små serveringer af ost og charcuteri af høj kvalitet.

Lokalerne er listige og små, og de forholdsvist få pladser fordeler sig dels på højborde, bænke og et par lænestole. Her holdes også ofte tematiske smagninger, hvor det venlige og kompetente personale deler ud af sin viden.

Jægersborggade 52, 2200 København N, Tlf.: 36 90 60 40  https://www.terroiristen.dk/forside

 

Pompette

Midt på en stille sidegade til Nørrebrogade finder du en af Nørrebros flotteste facader med fine markiser, franske caféborde og flettede stole. Fransk café- og barstemning, og pompette er ganske passende fransk for 'besoffen'. Det kan man også nemt blive, for vinbaren har en række gode glas til billige penge, uden der er gået på kompromis med hverken smag eller kvalitet.

Pompette fører et enkelt udvalg af én rød, én hvid, én orange og én rosé, som sælges på glas til 50 kroners penge; og alle flasker fra kælderen sælges til yderst rimelige priser, kvaliteten taget i betragtning. Ud over vin serverer Pompette fast føde i et lille udvalg af charcuteri, ost og små, kolde retter.

Møllegade 3, 2200 København N  https://shop.pompette.dk/

 

Gaarden og Gaden

Gaarden og Gaden har fokus skarpt rettet på naturvin og derudover på mad af fortrinsvist lokale råvarer fra økologisk landbrug. Der føres dagligt et stort, skiftende udvalg af vin på glas, og der er alt i alt over 500 forskellige vine til salg fra kælderen. Desuden er der et fint udvalg af craft beer. Først på dagen serveres snacks, østers og lettere retter, mens aftenen byder på et bredt udvalg af à la carte retter samt en komplet fem retters menu, der er god til deling. Menuen skifter som vinudvalget jævnligt, så der er god grund til at lægge vejen forbi med mellemrum og nyde det pulserende gård- og gadeliv på Nørrebrogade.

Nørrebrogade 88, 2200 København N, Tlf.: 55 55 08 80  https://gaaga.dk/

 

Sabotøren

En hyggelig, lille vinbar i en stille oase i en ellers larmende del af Nørrebro. Sabotøren er en hyggelig vinbar og helt sin egen. Ingen fine fornemmelser, bare god stemning, gode europæiske vine, først og fremmest økologiske og naturlige vine fra mindre producenter, og dertil kan fås godt brød og god kaffe. Priserne er tilmed også gode.

Fensmarkgade 27, København N, Tlf.: 21 32 00 19  https://da-dk.facebook.com/sabotoeren/

 

Bar Vivant

Hyggelig og livlig vinbar på Elmegade nær Skt. Hans Torv, stiftet af to herboende nordmænd, Andreas Christiansen og Mads Mørch. Bar Vivant har et skarpt fokus på økologiske, biodynamiske og naturlige vine og det til meget rimelige priser. Her er en atmosfære af nærvær, og stemningen er god og inkluderende, og baren betegner også sig selv som queer friendly. Det er et godt sted spontant at droppe ind til et glas eller to. Man kan desuden nyde Vivants klassiske barsnacks, som byder på godt brød med olie, ost, charcuteri plus det løse.

Elmegade 4, 2200 København N  https://www.barvivant.dk/

 

Vinhanen

Vinhanen importerer en række vine direkte fra udvalgte vinproducenter, som leverer vinen i tanke. Vinbarens fem tanke kan hver rumme op til 900 liter vin, som så kan skænkes direkte eller tappes i pantflasker eller dunke. Vinen er enkel og prisen i det yderst overkommelige ende. I baren kan du ud over vin fra tankene også nyde et mindre flaskeudvalg samt et udvalg af oste og charcuteri med en bid brød og mindre snacks som nødder og oliven.

Baggesensgade 13, 2200 København  https://www.vinhanen.dk/

 

SYDHAVNEN — KØBENHAVN SV

 

Sydhavnens Vinbar

Der er både butik og bar på Borgbjergsvej i Sydhavnen, og det er et flot og veludvalgt sortiment, man møder her. Med mange økologiske og biodynamiske vine og en del naturvine fra vidt omkring i Europa og afstikkere længere væk. Du kan finde både en frisk Solaris fra Skåne, en amforavin fra Slovenien og en bushwine Chenin fra Sydafrika. Priserne er pæne, stemning god og personalet kompentent. Vinbaren holder desuden ofte smagninger, vinkurser og winemakers dinners.

Borgbjergsvej 52, 2450 København SV, Tlf.: 26 28 97 90  https://sydhavnensvinbar.dk/

 

AMAGER — KØBENHAVN S

 

Vinøs

Vinøs er en ret ny vinbar ved Amager Strandpark. Hyggeligt og spraglet indrettet og med en afslappet atmosfære. Betjeningen er opmærksom og venlig, og der er lagt op til, at man skal have en gennemført behagelig tid i baren. Fint lille glasudvalg med priser fra godt 80 til 120 kroner. Vinudvalget er rimeligt bredt og dækker over både det konventionelle som det økologiske, biodynamiske og naturlige, med vine fra egen import, som også sælges ud af huset, ligesom den bistro-orienterede mad kan bestilles som take-away.

Lergravsvej 30, 2300 København S 21 76 90 00, Tlf.: 21 76 90 00  https://xn--vins-ira.dk/



Vinbarer i Aarhus

05 juli 2022

I løbet af de seneste 10 år har Aarhus fået et flot og mangfoldigt udvalg af vinbarer. Der er aldrig langt til en vinbar i midtbyen, og der kommer stadig nye steder til.

Hvad er økologisk, biodynamisk og naturvin?

04 juli 2022

Økologisk, biodynamisk og naturvin får i disse år en større opmærksomhed og mere plads på hylderne hos vinhandlerne, i supermarkederne og på restauranterne. Men hvad gemmer der sig egentlig bag disse vintyper?

Rul til toppen