En traditionelt anerkendt men alligevel ofte undervurderet tysk hvidvinsdrue. Den kan give lette, neutrale vine, men også mere intense vine med tydeligt præg af terroir.
Sorten stammer fra Østrig, hvor den er opstået som en naturlig krydsning af Traminer og Österreichisch Weiss. I dag er den med over 5000 hektar primært et tysk foretagende, særligt i Franken og Rheinhessen. Her begyndte den at vinde vid udbredelse for 350 år siden. Den er også at finde i Alsace. Sorten modner sent og er modtagelig for diverse sygdomme, hvilket gør den vanskelig at dyrke.
Silvaner har moderat syre og en mild frugt. I den lette stil er dens vine ret slanke og saftige, ofte med en let smag af græs eller hø. I den tungere stil bliver frugten mere rund og fyldig og kan minde om pære, mango og papaya. Oftest er det dog druens evne til at være forfriskende og elegant, der er dens stærkeste kort.
Synonymer: Fx Sylvaner, Grüner Silvaner, Johannisberg