Den alsidige drue

Tysk Riesling – tør, sød og alt midt imellem

Riesling har en helt usædvanlig spændvidde i stilarter, og den er nok den eneste drue, der ikke bare bliver lavet i alle sødmegrader – fra knastør til honningsød – men som samtidig er noget helt særligt i alle disse grader. Rieslings høje syreindhold gør, at vinen også virker frisk, selv når den har sødme. Syren balancerer sødmen, og det er ofte spillet mellem syre, sødme og alkohol, som gør et glas Riesling til en helt særlig oplevelse.

Tysk Riesling – tør, sød og alt midt imellem

Dens store spændvidde gør det let at finde en Riesling til enhver smag og enhver lejlighed, men det kan omvendt også gøre det en smule svært på forhånd at finde ud af, præcis hvilken slags vin du står med i hånden. Men heldigvis får du en håndsrækning fra nogle få og enkle udtryk på etiketten. Ellers kan en nem tommelfingerregel være at kigge på alkoholprocenten: Jo lavere den er, desto større restsødme vil vinen som regel have.

Der er fire overordnede angivelser af tørhed og sødme:

Trocken betyder ganske enkelt tør. Riesling trocken opleves helt tør og syrefrisk og betegner teknisk set vine med mindre end 4 gram sukker pr. liter – eller op til 9 gram pr. liter, hvis syren er særligt høj (teknisk bestemt af gram syre pr. liter + 2 ≤ 9 gram restsødme pr. liter).

Halbtrocken eller halvtør befinder sig midt mellem de tørre og de søde vine. De halvtørre vine må teknisk set have en restsødme op til 12 gram pr. liter – eller op til 18, hvis syren er særligt høj (teknisk bestemt af gram syre pr. liter + 10 ≤ 18 gram restsødme pr. liter).

Lieblich, som betyder elskelig eller behagelig, er en betegnelse, man i dag ser oftere, og den betegner et restsukkerindhold fra 18 og op til 45 gram, fra småsøde til ret søde vine.

Süß betyder sød og betegner i praksis vine, som opleves meget søde. Süß er teknisk set vine med mindst 45 gram sukker pr. liter.

Endelig er der betegnelsen Feinherb, som betyder mildt tør og er en uofficiel men meget brugt betegnelse for tørre vine med en lille smule restsødme. Så en Riesling feinherb ligger som regel et sted midt mellem trocken og halbtrocken.

Hvad er økologisk, biodynamisk og naturvin?

31 maj 2026

Økologisk, biodynamisk og naturvin får i disse år en større opmærksomhed og mere plads på hylderne hos vinhandlerne, i supermarkederne og på restauranterne. Men hvad gemmer der sig egentlig bag disse vintyper?

Vin til brombær

27 maj 2026

Et af den vilde danske naturs bedste bær. Brombærrene er som selvskrevet til sensommermiddage og desserter. Bærrets friskhed og syre skal have et tilsvarende modspil fra vinen.

Vinens 5 fjender og hvordan du holder dem på afstand

27 maj 2026

Vin er et levende produkt. Det udvikler sig, runder af og finder sin form over tid, men kun hvis det har de rette betingelser. Giver du det de forkerte, er skaden sket, inden du opdager det. Her er de fem ting, der ødelægger din vin hurtigere end forventet.

Rul til toppen