Juletidens varme vin

Den ultimative guide til gløgg opskrifter

Jul betyder tid til et godt glas gløgg – men hvilken? Her kan du finde inspiration til den varme vin med de ni bedste opskrifter på gløgg, herunder flere udenlandske variationer af den varme decemberdrik.

Den ultimative guide til gløgg opskrifter

Her er en pæn samling af de bedste opskrifter på gløgg, som jeg har samlet de senere år, og som alle er afprøvet og fundet anbefalelsesværdige – på hver sin måde.

Den klassiske gløgg er ensbetydende med december og hygge, men får du den lidt for tit, kan det være lækkert at have et par alternativer i baghånden. Prøv den hvide gløgg, hvis du ikke allerede kender den; eller smag svenskernes, tyskernes, briternes eller franskmændenes "gløgg-varianter".

Et godt tip, der gælder alle opskrifter på gløgg: Justér først sødmen i gløggen til sidst – og husk, at hvis du bruger rosiner i din gløgg, så søder de med godt 75% af, hvad den samme mængde sukker ville gøre.

Traditionel gløgg

Dansk julegløgg

 (til 8 personer)

  • 3 dl vand
  • 2 stænger kanel
  • 1 lille stykke tørret ingefær
  • 6 let knuste kardemommekapsler
  • 10 hele nelliker
  • 150 g sukker
  • 2 dl cognac, akavit eller portvin
  • 1 flaske kraftig tør rødvin
  • 100 g rosiner
  • 50 g mandelsplitter

Bring hurtigt vand, krydderier og sukker i kog og lad det trække til næste dag.

Sæt rosinerne i blød i cognac natten over.

Si krydderlagen og kom den i en gryde sammen med rødvin, rosiner, cognac og mandelsplitter.

Varm gløggen op til kogepunktet, den må ikke koge.

Opskriften stammer fra Gitte Heidi Rasmussen og Inge Skovdals bog Vintermad der varmer.


Mette Blomsterbergs krydrede julegløgg

Gløggkoncentrat (giver cirka 8 dl)

  • ½ usprøjtet appelsin
  • 2 hele kanelstænger
  • 2 laurbærblade
  • 2 stjerneanis
  • ½ tsk hel, sort peber
  • ½ spsk hel allehånde
  • ½ spsk hele nelliker
  • ½ tsk hel kardemomme
  • 30 g brun farin
  • 2 ½ dl vand

  • 1 flaske rødvin
  • mandelsplitter
  • rosiner

Vask appelsinen og skær den i grove stykker. Kom appelsinstykkerne, alle krydderierne, farin og vand op i en kasserolle. Bring det hele til kogepunktet og lad det småsimre i 10 minutter under låg. Tag kasserollen af varmen og lad det hele trække under låg i ca. 2 timer.

Sigt hele herligheden over i en ny gryde, tilsæt rødvinen og varm nænsomt gløggen op til 80 grader.

Kom mandler og rosiner i glas, hæld den rygende varme gløgg over og server straks, evt. med hjemmebagte brunkager.

Opskriften er fra Mette Blomsterbergs bog Blomsterbergs Jul, Politikens Forlag 2012.


Hvid gløgg

Hvid gløgg med hyldeblomst og appelsin

(til 6-8 personer)

  • 3 dl koncentreret hyldeblomstsaft
  • 1 stang vanilje
  • 8 hele nelliker
  • 1 lille stykke tørret ingefær
  • 1 flaske tør hvidvin
  • evt. rom
  • 2 økologiske appelsiner
  • kanelstænger

Bland hyldeblomstsaften med den flækkede vaniljestang, nelliker og ingefær, og lad det trække til næste dag.

Tilsæt hvidvin og opvarm gløggen. Den må ikke koge.

Smag evt. til med rom og fordel gløggen i glas med appelsinbåde og en kanelstang som rørepind.

Opskriften stammer fra Gitte Heidi Rasmussen og Inge Skovdals bog Vintermad der varmer.


Claus Meyers hvide gløgg med frugtbrændevin og pære

(til 6-8 personer)

  • 5 dl god koldpresset æblemost
  • 3 dl vand
  • 2 dl koncentreret hyldeblomstsaft
  • saft af ½ citron
  • 2 spsk rørsukker
  • 1 stjerneanis
  • 3 hele sorte peberkorn
  • 1 kardemommekapsel
  • 1 skive ingefær (½ cm)
  • 1 pære
  • ½-1 dl pære- eller æblebrændevin
  • 30 g lyse rosiner

Kom alle ingredienserne (undtagen brændevin, pære og lyse rosiner) i en gryde, og kog dem op. Tag herefter gryden af varmen, og lad gløggen trække i ½-1 time, så den kan tage smag af alle krydderierne.

Sigt gløggen, og varm den let op igen, smag evt. til med lidt ekstra citronsaft og frisk ingefær. Tricket med frisk ingefær er at rive lidt på den fine side af et rivejern og så presse det imellem to skeer, så det kun er den rene, stærke ingefærsaft, der ryger i gløggen.

Tag gløggen af varmen, og smag den til med brændevin – den må ikke koge, efter at brændevinen er kommet i. Det gælder sådan set også ingefærsaften. Kogning ændrer smagen fra tydelig ingefæragtig til brændende.

Skær pæren i kvarter, befri den for kernehus, og skær frugtkødet i små tern. Fordel pæretern og lyse rosiner i 6–8 varmefaste glas, og hæld den varme gløgg oveni. Server straks som en frisk og krydret vinterdrik, der giver varme i kinderne efter en tur i kulden.

Tip: Hvis du ejer en juicepresser, kan du selv presse æblemost til gløggen – det giver en ekstra dejlig smag. Brug nogle gode, lagrede efterårsæbler som syrligt-søde ingridmarie, krydrede ananasreinette, små luksuriøse mandel-aromatiske pigeoner, saftige og aromatiske jonagold eller parfumerede coxoranger.

Opskriften er fra Claus Meyers Almanak udgivet af Lindhardt & Ringhof 2010.


Varme vindrikke fra andre lande

Vin chaud – fransk gløgg

(til 6 personer)

  • 2 dl vand
  • 1 stang kanel
  • lidt stødt muskatnød
  • 100 g sukker
  • Saft og skal fra 1 økologisk appelsin
  • 1 flaske kraftig tør rødvin
  • 1 dl cognac, cointreau eller pastis (kan udelades)

Bring hurtigt vand, krydderier og sukker i kog og lad det trække mindst 1 time, men gerne til næste dag.

Si krydderlagen og kom den i en gryde sammen med appelsinsaft, appelsinskal, rødvin og cognac.

Varm gløggen op til kogepunktet og server den gerne tilsat en appelsinskive. Husk, at den ikke må koge.

Opskriften stammer fra Gitte Heidi Rasmussen og Inge Skovdals bog Vintermad der varmer.


Glühwein – tysk gløgg

(til 6 personer)

  • 1 flaske kraftig tør rødvin
  • 4 nelliker
  • Skal af 1 økologisk appelsin
  • Skal af 1 økologisk citron
  • 6 stænger kanel
  • 6 tsk honning

Varm rødvinen op til kogepunktet sammen med nelliker, appelsin- og citronskal.

Kom en kanelstang og en teskefuld honning i hvertglas og hæld den varme rødvin over.

Rør rundt med kanelstangen og server.

Opskriften stammer fra Gitte Heidi Rasmussen og Inge Skovdals bog Vintermad der varmer.


Mulled wine – britisk gløgg

(til 12 personer)

  • 2 flasker rødvin (vælg en kraftig og frugtig type)
  • 0,75 liter vand
  • 1 appelsin med nelliker (modellen, du hænger op, når det skal dufte af jul)
  • 2 appelsiner i skiver
  • 2 citroner i skiver
  • 6 spsk rørsukker eller honning
  • 1 kanelstang på ca. 5 cm
  • 2 tsk friskt revet ingefær
  • 2 spsk frugtlikør (fx Cointreau eller Grand Marnier)

Kom alle ingredienser i en passende gryde. Varm langsomt op, til det simrer. Rør rundt, indtil sukkeret er opløst. Lad det simre i mindst 20 minutter, men det må ikke koge, for så fordamper alkoholen.

Si krydderierne fra inden servering.

Du kan sagtens lave mulled wine i god tid, inden du skal bruge det, og så blot varme det op inden servering.

Serveres rygende varm i krus eller glas, der kan tåle varmen.

Justér eventuelt opskriften med mere sukker eller honning, hvis du kan lide den sødere.


Traditionell julglögg från Småland

(giver cirka 1 1/2 liter glögg)

  • 5 dl  rødvin (brug en kraftig vin og gerne med smag af kirsebær)
  • 1 dl porter
  • 1 kop Madeira eller Sherry
  • 2 tørrede figner
  • 25 g frisk ingefær
  • 10 g tørret appelsin- eller pomeransskal
  • 5 stænger kanel
  • 5 nelliker
  • 10 kardemomme kapsler
  • 1 tsk sukker
  • 1 kop tørrede rosiner
  • 7 dl  snaps eller brændevin (uden smag)
  • En sjat cognac

Hak figner, skræl og skær ingefær i tynde skiver, tilsæt vin, porter og madeira eller sherry, krydderier og sukker.

Opvarm forsigtigt med låget på gryden – det bør ikke koge, men holdes lidt under kogepunktet i et par minutter.

Ta’ gryden at kogeblusset og stil den tilside og lad gløggen afkøle. Si gløggen, tilsæt snaps eller brændevin og evt. cognac, og hæld det hele på flaske. Lad det stå koldt i mindst 24 timer, gerne et par dage.

Opvarm gløggen og servér med rosiner og mandler.

Tak til min svenske kollega Magnus Reuterdahl for denne opskrift på traditionel smålandsk julegløgg, der varmer helt ind i hjertet. Magnus har fået den af en ven, hvis mor lavede smålandsgløggen hver jul.


Ældgammel gløgg opskrift

Er du mættet af al den sædvanlige julegløgg? Så prøv den historiske lutendranck, som er en frisk og krydret gløgg-lignende drik fra middelalderen. Den kan serveres varm eller kold og laves på enten rød- eller hvidvin.

Ordet lutendranck stammer fra plattysk og betyder afsiet, krydret vin. Opskriften har sin oprindelse i middelalderen og indeholder et af datidens meget populære krydderier, nemlig paradiskorn (Amomum melegueta) fra en plante i ingefærfamilien.

Det må have været en ret eksotisk drik, da paradiskorn stammer fra Vestafrika. I dag kan paradiskorn være ganske svære at opdrive, men du kan være heldig at finde dem i en butik med krydderier til ølbrygning, hvor de også ind i mellem anvendes. I nødstilfælde kan du erstatte dem med kardemomme, men det kan være en indsats værd at finde dem, for lutendranck får en helt speciel smag med dette krydderi fra Paradis.

Lutendranck – middelalderens gløgg

(til godt 6 personer)

  • 1 flaske vin, en frugtig rød- eller hvidvin
  • 90 g rørsukker

  • 8 g kardemommekapsler
  • 1 g tørret ingefær eller 1 tyk skive frisk ingefær skåret i mindre tynde skiver
  • 6 g kanelstang
  • 1 g muskatnød
  • 2 g paradiskorn (kan være svær at skaffe og erstattes af mere kardemomme)

Anvend hele kardemommekapsler og hel kanelstang, som knuses groft i en morter sammen med ingefæren, hvis du bruger den tørre udgave. Det er vigtigt, at krydderierne knuses, så de forbliver grove nok til, at de kan sies fra senere. Du kan med andre ord ikke bruge pulveriserede krydderier. Muskatnød rives groft sammen med ingefær, hvis du bruger den friske udgave.

Bland krydderierne med sukkeret og hæld det hele i en gryde med cirka 1/5 af vinen. Kog det op, til sukkeret er opløst. Lad det herefter stå og hvile i 5–7 minutter. Si det i en sigte med et klæde i for at undg rester af krydderier i din Lutendranck. En sigte med fine masker kan dog også være tilstrækkelig.

Bland herefter resten af vinen med koncentratet. Varm det op inden servering, eller stil det i køleskabet og servér det koldt i et glas.

De franske vinområder på 10 minutter

18 oktober 2022

Et crash course i de vigtigste franske vinområder. Vi guider dig fra Champagne i nord, over Bourgogne i øst, Provence og Languedoc-Roussillon i syd og Bordeaux og Loire i vest. Druesorter, vinstile og vinkultur.

Loire: Vinene fra Muscadet Sèvre-et-Maine

20 september 2022

Muscadet ligger i Loire-floddalens vestlige ende, hvor floden munder ud i Atlanterhavet. Sydøst for hovedbyen Nantes ligger områdets største og mest kendte appellation: Muscadet Sèvre-et-Maine.

Loire: Vinene fra Saumur

20 september 2022

Saumur er et mindre men mangfoldigt vinområde i hjertet af Loire-distriktet. Det ligger syd for floden Loire rundt om byen af samme navn, flankeret af Anjou mod vest og Touraine mod øst. Her er både landligt og charmerende.

Rul til toppen