Bolero, Shiraz, iltning eller gardiner?

Der er mange udtryk, når det kommer til vin, dyrkning af vin og ikke mindst smagning. 
Vi har samlet dem, vi mener du skal kunne, for at kunne begå dig.

Muscat

Foto: ©DWI

En aromatisk drue, der var en af de allerførst dyrkede. Den har spredt sig over hele verden i flere forskellige varianter. Den fremstilles under mange forskellige forhold og resulterer i flere forskellige stilarter – fra tørre hvidvine over halvtørre bobler til søde, mørke hedvine. Mangfoldigheden er altså stor. Et fælles træk er en tydelig duft og smag af solmodne druer. Den kan også have en let note af moskus, en mulig oprindelse til navnet.

Muscat dufter floralt, af jasminer og roser. Dens smag er frugtig, af druer, mandariner og ferskner. Syren er dæmpet, ofte er sødmen fremtrædende. Den kan være let og delikat i tørre vine fra Alsace, pikant og parfumeret i de let søde mousserende vine fra Asti, eller fed, sød og eksotisk krydret i Beaumes de Venise og Rivesaltes.

Muscat er af græsk oprindelse og blev udbredt til hele Europa af romerne. Dens genetiske variation er stor, og reelt er der tale om et væld af sorter, hvoraf de mest udbredte er: Muscat Blanc a Petits Grains, der ofte regnes for den fineste, Muscat d’Alexandrie, den bedste til søde vine, og Muscat Ottonel, en moderne frembringelse, der vokser bedre i køligere klimaer. Imidlertid skelner man ikke altid skarpt mellem dem, og visse steder kan de være plantet sammen.

Synonymer Fx Moscato, Moscatel, Muskadel, Muskateller, Muskotály

 

Rul til toppen