Vin og mad

Vin til grønne asparges

Grønne asparges er en forårs- og sommerklassiker i mange forskellige sammenhænge. Men hvilken vin passer bedst sammen med den karakteristisk smagende grøntsag?

Vin til grønne asparges

Grønne asparges er af mange kendt som et problembarn, når der skal sættes vin til. Det er helt klart en skrøne, for de grønne asparges har sprødhed, frisk syre og en del grønne noter. Det har en drue som Sauvignon Blanc i dén grad også, og derfor kan den, især i friske, unge udgaver være en særdeles storartet ledsager til asparges. Det samme kan en sprød, tør Riesling fra f.eks. Tyskland og Østrig. En anden østriger, som går glimrende til grønne asparges, er den sprøde, friske og urtede Grüner Veltliner. En let og frisk Silvaner er endnu en klassiker. Naturligt nok er der også stærke traditioner for disse match i netop Tyskland og Østrig, hvor man elsker asparges og svælger i dem, når sæsonen er på sit højeste i maj. Et alternativt bud kan være den spændende nye hybridsort Sauvignac, som er krydset af bl.a. Sauvignon og Riesling, og som med sit ekstremt grønne udtryk også vil gøre sig godt.

Vinmatch: Sauvignon Blanc, Riesling, Grüner Veltliner, Silvaner, Sauvignac

 

 

Fakta om asparges

Navnet kommer af det græske ord, asparagos, der betyder ungt skud. Asparges tilhører konvalfamilien og er en gammel kulturplante, som menes at have vokset vildt på saltstepperne i Østeuropa. Planten omfatter ca. 20 arter, og hver enkelt plante kan blive meget gammel. Det er de friske forårsskud, man høster, når de er 15–20 cm lange. Hvis man laver en jordvold omkring roden, fås i stedet for grønne hvide eller violette skud. Grønne asparges er de skud, som vokser over jorden og får lys. De grønne asparges er meget smagfulde og skal ikke skrælles.

Sæson for grønne asparges: Hele året, de danske fra medio april til ultimo juli.

Tilberedning: Koges, dampes eller grilles.

Den nederste ende skæres eller brækkes af. Grønne asparges skal ikke skrælles. Kan spises rå eller koges 1–2 min.

Er aspargesene helt friske, skal de nærmest ikke skæres i bunden. Ellers skæres den nederste træede del af. Damp de fingertykke stænger 3–4 minutter i en smule vand med lidt salt, sukker og smør.

Du kan også grille dem fx med bacon eller skinke, eller brug dem rå til snacks og salater.

Grønne asparges
Næringsværdi pr. 100 g

Energi 99 kJ

Protein 1,8 g

Kulhydrat 3,1 g

Fedt 0,3 g

Vin til brombær

27 maj 2026

Et af den vilde danske naturs bedste bær. Brombærrene er som selvskrevet til sensommermiddage og desserter. Bærrets friskhed og syre skal have et tilsvarende modspil fra vinen.

Vinens 5 fjender og hvordan du holder dem på afstand

27 maj 2026

Vin er et levende produkt. Det udvikler sig, runder af og finder sin form over tid, men kun hvis det har de rette betingelser. Giver du det de forkerte, er skaden sket, inden du opdager det. Her er de fem ting, der ødelægger din vin hurtigere end forventet.

Vin til makrel

26 maj 2026

Makrel er til tider en overset fisk, hvis man ser bort fra den røgede udgave. Makrel er ellers let at tilberede og en af de sundeste fisk pga. et højt fedtindhold. Vinvalget er stort set alene afhængigt af, om fisken er grillet eller ej.

Rul til toppen