Urtesamler, forfatter, kok, iværksætter, foredragsholder, tv-kok, kursusafvikler, eventmager, podcastmager, myremand, urtemand, skovtrold, sankerøv og lærer. Thomas Laursen har gjort sin kæmpe viden om vilde urter til en levevej under sit alias Wildfooding, og du har nu mulighed for at opleve en unik aften, hvor Thomas øser ud af sin viden og laver fem småretter med udgangspunkt i fem vilde urter. Winelabs egen Mads Jordansen supplerer med fem karakterfulde vine, som matcher Thomas’ mad.
Aftenen vil byde på spændende historier og anekdoter fra naturen og vinkælderen, når Thomas og Mads på underholdende og inddragende vis giver et indblik i den vilde verden af urter og vin. Thomas vil fortælle om urter, sæson, egenskaber og smage, og du vil lære nyt om sankning og få inspiration til selv at komme i gang med at sanke urter i naturen. Samtidig vil du smage fem vilde vine og høre om, hvor naturlige vine er på vej hen i disse år.
Thomas og Mads er allerede i vild tænkeboks og glæder sig til at præsentere den vildeste pairing til den vildeste menu bestående af skovmærke og hvide skaldyr, mineralske strandplanter i topform, parfumerede roser og søde skaldyr, grapesmagende gran, myrer og vilde solbærblade.
Hvad kan du smage, opleve og lære?
- Spændende historier om sankning og vilde urter
- Forskellige mindre og overvejende vegetarisk serveringer, hvor urterne fremstår tydeligt
- Matchende vilde vine og deres historier
- Masser af vild viden