Jonas Tofterup er Danmarks første Master of Wine

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 22/02/2019

Foto: PR/Institute of Masters of Wine

Endelig skete det, som flere danskere har forsøgt i årtier, nemlig at opnå titlen som Danmarks første Master of Wine. Danske Jonas Tofterup med base i Spanien er i dag blevet Danmarks første Master of Wine, og kan dermed tilføje de eftertragtede to bogstaver »MW« efter sit navn.

Jonas er født i Danmark og bor nu i Spanien. Han har en kandidatgrad i viticulture og ønologi og har arbejdet som winemaker hos forskellige vinhuse i Nordspanien, Yecla, Stellenbosch, Baden, Rheingau og hos Frederiksdal på Lolland.

I 2015 skiftede Jonas Tofterup til den mere kommercielle side og blev eksportmanager hos chilenske Viña Valdivieso. Ved siden af dette arbejde er han medejer af Iberian Wine Academy, som fra Andalucien tilbyder WSET vinkurser. Mastergraden kom i hus med et afsluttende ‘research paper’ med titlen Travel shock! An investigation into the impact of air freight and road transport on an aged, full-bodied red wine.

Ved dagens annoncering fra The Institute of Masters of Wine blev følgende seks nye Masters offentliggjort: Edouard Baijot MW (Frankrig), Nicholas Jackson MW (USA), Brendan Jansen MW (Australien), Jonas Röjerman MW (Sverige), Harriet Tindal MW (Irland) og altså Jonas Tofterup MW (Spanien).

Der er nu 384 MWs fra 30 forskellige lande. Af andre nuværende danske MW studerende kan nævnes Rene Langdal, Thomas Rydberg, Lars Justsen, Marie Gulstad og Kathrine Larsen-Robert.

Tilmeld dig Winelab.dks nyhedsbrev.

Annonce

Annonce

Til forsiden…