Første hvidvin godkendt i Ribera del Duero

Af Mathias Rose, Winelab.dk, 25/11/2019

Foto: PR/DO Ribera del Duero

For første gang siden oprettelsen af DO Ribera del Duero får vinhusene lov til at producere hvidvin under områdets oprindelsesbetegnelse.

Efter 37 års fremstilling af kraftige rødvine i Ribera del Dueros Denominación de Origen (DO) er den første hvidvin nu godkendt. Branchekomiteen for DO Ribera del Duero har siden dannelsen af områdets oprindelsesbetegnelse i 1982 udelukkende godkendt fremstilling af rødvin. Men nu imødekommer komiteen de lokale vinbøndernes ønske og tillader dem at producere hvidvin under højslettens Denominación de Origen.

Det er den grønne drue Albillo Mayor, der spiller hovedrollen i den nye hvidvin.

For at vinproducenterne for fremtiden kan kalde deres vine for ‘La Ribera Blanca’, skal indholdet i flaskerne bestå af minimum 75 procent Albillo Mayor.

En gammel kending

Druen har været en del af vinfremstillingen i hjertet af Spanien i mange år. Faktisk kan den dateres helt tilbage til middelalderen. Dog har druen indtil for få år siden primært spillet andenviolin i Ribera del Dueros rødvine, hvor den er blevet brugt til at komplementere de kraftige, røde druer.

I skrivende stund er det kun 30 af regionens mere end 300 vinhuse, der laver hvidvin på Albillo Mayor. Indtil nu har disse vinproducenter måttet tage til takke med at klassificere deres hvidvine under det mindre anerkendte område Castilla y Léon Indicaciones Geográficas Protegidas (IGP), der dækker Spaniens største vinproducerende areal.

De kan dog glæde sig over den grønne drues tilhørsforhold til egnen.

På grund af druens lange historie i området er gennemsnitalderen for stokkene 50 år – nogle er endda mere end 100 år gamle.

Alderen er med til at skabe koncentrerede og komplekse vine, der har potentiale til at stå alene i rampelyset, uden at være gemt væk i de kraftige rødvine.

Albillo Mayor har et rygte for at være en besværlig diva. På marken kræver den meget opmærksomhed og omsorg, men høster man den på det helt rigtige tidspunkt, kan den skabe utrolige vine af høj kvalitet.

Det er en alsidig drue, der som ung er frisk, frugtig og aromatisk med en balanceret syre, mens den som fadlagret tager en dybere, fyldigere og mere kompleks form.

Mulighederne for at udtrykke sig med druen har skabt en form for vinøs teatersport blandt vinmagerne i Ribera del Duero, hvor de hver især improviserer for at afsøge grænserne for Albillo Mayors smagsnuancer.

Foto: PR/DO Ribera del Duero

En ensom hvid i et rødt hav

På trods af hvidvinens fremgang i Ribera del Duero, er vinmarkerne øst for Valladolid domineret af rødvin i stor stil. Ifølge DO-retningslinjerne skal områdets rødvine indeholde mindst 75 procent Tempranillo. Vinen bliver ofte understøttet af en mindre del Cabernet Sauvignon, Merlot, Malbec, Garnacha, eller dagens drue i skysovs, Albillo Mayor.

Annonce

Annonce

Til forsiden…