5 spanske druer – du sikkert har smagt

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 02/02/2011

Disse 5 druesorter huserer mest i Spanien. Nogle kender du med garanti, andre lever en mere stille tilværelse.

Tempranillo

Spaniens allestedsnærværende røde drue. Den dyrkes fra nord til syd i landet og giver meget karakteristiske vine. ‘Tempra’ betyder tidlig på spansk, og den har fået navnet, fordi den modner tidligt i forhold til andre røde druer. Den er særdeles udbredt i Rioja. Den blandes ofte med Merlot og Cabernet Sauvignon og kan give vine af høj kvalitet både i blandinger og alene. Den plantes mere og mere i Sydamerika og Australien.

Synonym: Cencibel, Tinto de la Rioja, Roriz (Portugal), Tempranilla (Argentina)

Cariñena

Blå drue, der stammer fra Aragon i Spanien. Den er også meget udbredt i Frankrig. Omdiskuteret drue pga. den meget kraftig syre og bitterstoffer. Den lykkes bedst i blandinger med andre afrundede internationale druesorter, fx Merlot og Cabernet Sauvignon. Den har med andre ord ikke været særligt populær. I de senere år har den dog fået stor anerkendelse i området Priorat syd for Barcelona. Her er den med til at bære områdets bedste vine frem til et niveau, alverdens vinkritikkere har rost til skyerne.

Synonym: Carignan (Frankrig), Carignano (Italien)

Xarel-lo

Grøn drue, der giver rygrad og alkohol til en cava. Alene kan den producere meget aromatiske vine. Det er hoveddruen i Alella i Katalonien.

Synonym: Pansa Blanca, Pansá

Airén

Grøn drue, der ikke er så kendt, men faktisk er den mest plantede i hele Spanien. Den er koncentreret omkring de billige jordområder, i fx Murcia og Toledo – syd for Madrid. Den bliver mest brugt i blandinger med andre druer i den billige ende af prisskalaen, men den kan give lækre kompleks vine, hvis den kommer fra gamle lavtydende vinstokke. Mest anvendt er den i spanske brandys. Den vokser ofte som lave parasolformede buske.

Synonym: Lairén

Macabeo

Nordspaniens mest plantede grønne drue, da den er fast del af områdets cavaproduktion. Druen optræder sjældent alene i en vin, men ses mest i partnerskab med andre fruer. Den giver vine egenskaber i retning af det florale – og dette ofte til cava, hvor den udgør den ene af de tre typiske cavadruer. De to andre er Xarel-lo og Parrellada.

Synonym: Maccabéo, Maccebeu

Annonce

Til forsiden…