Traisental

Af Thomas Bohl, 21/01/2017

Foto: AWMB / Himml

Traisental er et ganske lille, men meget spændende, område på den sydlige side af Donaufloden langs dens lille biflod Traisen. Området grænser op mod Kremstal i nord og Wagram i øst.

Hovedsorten er Grüner Veltliner, der er plantet på langt over halvdelen af vinmarkerne. Desuden laver man fremragende vine på Riesling og en smule lette rødvine.

Dagene er solrige med lune vinde østfra, mens nætterne er kølige med kolde vinde fra Dunkelsteinerwald i nord. Dette temperaturspænd samt en lang og kølig modningssæson giver slanke vine med frisk syre og aromatisk kompleksitet. Jordbunden består af løss og en mere gruset undergrund med granit og kalksten. Grüner Veltliner er som regel plantet på de tættere løssjorde, mens Riesling ofte får lov at vokse på de mere stenede jorde.

Traisental er Østrigs af navn yngste men af gavn ældste vinområde: Der har været dyrket vin i floddalen allerede 2000 år før vor tidsregning, først af kelterne, siden af romerne og endeligt af germanerne. Igennem århundreder har man opbygget løssterrasser i området. Traisental som selvstændig vinregion blev først en realitet i 1995.

Traisental DAC

Vine på Grüner Veltliner eller Riesling opnåede status som Traisental DAC i 2006. Typisk for disse vine er deres slanke struktur, friske syre og elegante kølighed. Ingen egetræsfade eller restsødme her! Der er defineret to stilarter: Den lettere Klassik med 12% alkohol og den fyldigere, mere lagringsegnede Reserve med mindst 13% alkohol. Den typiske Grüner Veltliner er sprød, frugtig og krydret, mens den typiske Riesling er intens, syrefrisk og mineralsk.

Fakta om Traisental

Vinregionen ligger i: Niederösterreich i Østrig

Areal: 790 hektar

Vigtigste druesorter: Grüner Veltliner, Riesling, Zweigelt

Områdets karakteristika: Meget køligt klima med god ventilation. Kuperet terræn med løssholdig jordbund og indslag af granit, sedimentære bjergarter og kalksten.

Eksempler på gode producenter i Traisental: Markus Huber, Ludwig Neumayer, Tom Dockner.

Annonce

Til forsiden…