New Zealand : Marlborough fejrer 40-års jubilæum

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 21/08/2013

Smukke vinmarker hos Brancott i Marlborough.

Det er »kun« 40 år siden, at vinbønder plantede de første vinstokke i Marlborough. Det lykkedes dem i de kommende årtier at sætte New Zealand på verdenskortet som topleverandør af primært Sauvignon Blanc.

I øjeblikket markeres 40-årsdagen for disse modige pionerers første spadestik til den moderne vindyrkning i New Zealand. Den 24. august 1973 plantede Brancott Estate (tidligere Montana) de første vinstokke i Brancott Valley og startede dermed et vineventyr med international anerkendelse og en vinregion med en kæmpe succes.

Marlborough har masser af solskin og passende nedbørsmængder. Et perfekt klima for vindyrkning, der sammen med en velegnet jordbund at dyrke Sauvignon Blanc og Pinot Noir i har været de bærende faktorer for regionen gennem de første 40 år.

Vigtigste begivenhed for New Zealands vinbønder

Mange troede at pionererne var gået fra forstanden, men Brancott satsede – og vandt. »De 40 år er gået hurtigt, og Marlborough er nu et internationalt brand« udtaler Philip Gregan, CEO for New Zealand Winegrowers i en pressemeddelelse i anledning af jubilæet. »Plantning af disse vinstokke var sandsynligvis den vigtigste begivenhed i historien om New Zealands vinindustri.«

Marlborough er synonym med Sauvignon Blanc af primært høj kvalitet, men også en kraftig »grøn« smag og duft, der de senere år har haft en dalende international popularitet, hvilket har givet panderynker hos flere new zealandske vinbønder. Derfor har flere af dem nedtonet den grønne duft, hvor stikkelsbær, græs og lime er blevet reduceret ved at høste druerne lidt senere, så de får en tand med afdæmpet og moden frugtkarakter.

Der dyrkes også Chardonnay, Riesling og Pinot Noir i Marlborough. Især Pinot Noir fra dette område kan være af ekstrem høj kvalitet. Marlborough er New Zealands største vinområde og står for hele 75% af landets vinproduktion.

Annonce

Til forsiden…