Bordeaux årgang 2015

Af Henrik Christensen, Vurderingsekspert, Bruun Rasmussen, 28/04/2016

Foto: BordeauxWine

Tag med i felten sammen med Bruun Rasmussens vinekspert Henrik Christensen på hans tur til Bordeaux under Primeur-smagningerne af årgang 2015. Her går han i dybden med sine smagsoplevelser.

Med kufferten pakket og forventningerne højt oppe indledte jeg turen mod Bordeaux fredag den 1. april for at smage på årgang 2015. En årgang, der allerede inden jeg begyndte at stryge skjorterne, havde fået journalister til at give flere vine 100 point. Med andre ord – store vine i en stor årgang ventede forude, yesss!

Vand, varme og en succesfuld høst

Klimaet spiller en altafgørende rolle for årgangens kvalitet. Der er ikke to år, der er ens, og 2015 bød på lidt af hvert fra naturens side. Vinteren var meget våd med store, men tiltrængte nedbørsmængder i slutningen af 2014 og i starten af 2015. Forårets blomstring forløb jævnt, trods regn og ustadigt vejr tidligt på året. I slutningen af maj og starten af juni kom varmen. Sommeren var hed med en temperatur over det gennemsnitlige for juni og juli. August blev mod sædvanen ret våd med mere end 90 mm nedbør, men igen var vandet velkommen, for det gav liv i stokkene til druernes farveskift og modningen af klaserne. Det betegnede omvendt også et kritisk tidspunkt, men druerne holdt sig sunde uden angreb af råd. September bød på masser af sol og varmt vejr, dog uden hedebølge. Druerne indhentede det forsømte fra august og modnedes fint.

De fleste startede høsten i anden uge af september, de hvide lidt før de røde, og omkring den 10. oktober var alle druer i hus, bortset fra druerne til Sauternes. Her kunne høstes druer angrebet af svampen botrytis cinerea helt frem til de sidste dage i oktober.

Mens 2014 bød på en udbyttemæssig gennemsnitlig årgang, så blev 2015 lidt større til glæde for vinproducenterne, der i en del år har døjet med lavt høstudbytte og streng selektering. I 2015 var der gode mængder af perfekt modne druer at høste, og det kunne tydeligt ses på mængden af fyldte fade i kældrene rundt omkring på slottene.

Bordeaux fornyer sig!

Målet for mange producenter i hele regionen har længe været en høj Parker-score. En effekt, der i omkring 25 år har haft enorm indflydelse på markedet. Alle har talt om »Parkereffekten« som det styrende princip for en årgang. Hvis ikke en bordeauxvin havde en høj score, ville prisen aldrig stige, og vinen lide en svær skæbne. Derfor har vi set, hvordan 100-pointvine har flerdoblet værdien over tid. Fx kom Chateau Montrose 1990 i sin tid ud til ca. 200 kr., og i dag koster den ca. 4.000 kr.

Slottene tillærte sig Parkers smag, og fraveg fra de gamle principper om bl.a. at lade årgangens karakter skinne igennem som en charme og hyldest til forskellighed. Alt blev forsøgt ensrettet ved ekstraktion, lang maceration, lave høstudbytter og nye fade. Det i en grad, der bragte alt for meget vanilje frem i vine, som ikke ligefrem var kendt for den smag. Men groft sagt, så var det den opskrift, der udløste både højere point og større kendskabsgrad. Efter min mening et udtryk for manglende mod og respekt for det druemateriale, som man har mellem hænderne. Resultatet var usexet og fejlen udpræget markant, hvis man som smager bare forholdt sig en anelse kritisk.

Heldigvis fungerer Parker-effekten ikke længere som rettesnor for kældermestrenes arbejde, og det er som om tingene er ved at vende. De tjæretykke vine fra Saint-Emilion findes bestemt endnu, men i mindre antal. Høstudbytterne er på vej op, og det virker til, at vinene nu »løsnes« lidt fra det tunge, mørke og portvinsagtige præg mod mere madvenlige vine, som man rent faktisk kan se igennem. Det samme gør sig gældende på Medochalvøen. Der er ved at komme mere struktur i vinene, en anden saftighed og drinkability, som jeg er sikker på vil få en positiv effekt. Inden længe vil der stå en flaske bordeauxvin på bordet, sådan som den oprindelig har været tænkt, nemlig som ledsager til et måltid mad, og ikke som et eksperiment i »ekstremvin«.

Høst med hestkræft på biodynamiske Château Pontet-Canet. Foto: Château Pontet-Canet

Biodynamik i Bordeaux

En anden trend, som har bredt sig over de senere år, er mængden af grønt mellem vinmarkernes stokke. Aldrig har der været så grønt. Det er biodynamikkens bølge, der også ruller ind over Bordeaux. Mange dyrker deres druer helt efter principperne, dog uden certifikat. Pontet-Canet åbnede det grønne bal, og flere lægger sig nu i kølvandet. Palmer omlagde til biodynamisk drift i 2014 og Latour i 2015. Men ud fra antallet af arbejdende heste i vinmarkerne er langt flere gået ned ad den sti.

Hvordan smager det så?

Fremtiden for Bordeaux er til at få øje på. Kvaliteten er i top, det gode arbejde bør bære frugt, men det at lave god vin med de rette intentioner er ikke altid nok. Men en ting er sikker, det smager godt. Der er markant stor forskel på at smage primeurvinene i de gode år, fremfor de mindre attraktive årgange.

Under dette års smagning var humøret højt, stemningen afslappet og der var ikke brug for at pynte på historien for at berette om en god høst. Det gjorde årets besøg på slottene væsentligt sjovere, at der blot kunne konstateres, fremfor at skulle lytte til utroværdige »franske« forklaringer.

Pomerol & Saint-Emilion

Mandag og tirsdag blev flittigt brugt på højre bred, dvs. Saint-Emilion og Pomerol. Ingen tvivl om, at vinene funkler på denne side af floden. Pomerol står skarpt, og her lever vinene op til andre store årgange. Vieux Chateau Certan, Petrus og Lafleur viser klassen. Le Bon Pasteur, Gazin, Nenin og Petit Village ligner gode køb. Nenin har lavet deres hidtil bedste vin.

Vinene fra Saint-Emilion er rigtig gode, og nok tæt på så flotte som de kan blive, dog med visse udsving. Alle viser moden frugt og gode tanniner, og vinene med størst friskhed synes at ride på bølgetoppen. De bliver sjove at følge, rigtig sjove! Cheval Blanc står forrest for appellationen, men Ausone lægger sig tæt op ad den. Vinene skiller sig ud fra hinanden grundet deres terroirs forskellighed og druesammensætning. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at der i år ikke laves Le Petit Cheval. Slottet tapper altså kun Le Grand Vin. La Gaffeliére, Clos Fourtet leverer varen, hvor La Tour Figeac ligner det rigtig gode køb.

Pessac-Leognan

Fra dette område synes niveauet at være meget konstant og højt, både hvid som rød. De hvide er fullbodied, modne i frugten og med en herlig ren syre til at balancere den modne tone. Her bliver nogle indsmigrende vine lige til at drikke, fra de lander på hylderne, men fungerer også i mange tilfælde som kælderkøb. Vinene med et stort indhold af Sauvignon Blanc virker bedst balanceret, hvor dem med stort indhold af Semillon fremtræder lidt kvabsede på den fede måde.

De røde holder et højt, rent, frugtrigt og kælent udtryk. Selv de små vine tager sig kærligt af dine smagsløg. De store vine er fornemme, og de små er stjerner for mere end en aften. Domaine de Chevalier har uden tvivl lavet den bedste vin siden 2000! Dog er Haut-Brion den største vin og sin status som 1. Cru værdig. La Mission Haut-Brion er mere sauvage og har nogle kanter, der skal slibes, men alt i alt et flot resultat. Andenvinene herfra kan varmt anbefales. Der vil være en del superkøb at gøre i appellationen, bl.a. Chateau de Chantegrive, Chateau de France, La Louviére, Olivier har alle præsteret virkeligt flotte vine, hvide som røde. Les Carmes Haut-Brion, der kun laver den røde er også overbevisende.

Den imponerende fadkælder hos Cos d’Estournel i Saint Estephe. Foto: Cos d’Estournel

Saint-Estephe, Pauillac og Saint-Julien

Her findes vin af særlig høj klasse. De store træder frem helt som forventet, og der er ikke nogen skuffelser set over den brede kam. Ingen tvivl om, at både Latour og Mouton stikker snuden frem. Førstnævnte dyrker nu i øvrigt næsten al sin jord biodynamisk. De to vine efterfølges skarpt af Cos d’Estournel, som fremstår med bedre struktur end i fx 2005 og 2009. Pichon Baron og Comtesse er forskellige i deres udtryk og stil, men står begge stærkt. Gruaud Larose er delikat og indsmigrende. Gloria lader intet tilbage i forhold til sine berømte naboer, og det samme kan siges om Chateau de Pez. Clerc Milon er den bedste, som jeg hidtil har smagt af alle årgange: lettere stil og bedre struktur. Lynch Bages ligger på næsten samme niveau som de to Pichon’er. Grand Puy-Lacoste, Cos Labory, Les Ormes de Pez – alle vine, der har en solid moden frugt, tanninerne strammer dem op, og der er benyttet høje andele af Cabernet Sauvignon (Latour helt oppe på 97,1%), men også de små druer Petit Verdot og Cabernet Franc er flittigt anvendt.

Margaux

I Margaux er Chateau Margaux helt klart blandt de bedste vine i hele årgangen. Perfekt er et stærkt ord at bruge, men den viser imidlertid ingen fejl. En smule mere af det hele, så ville den være kandidat til en trecifret score. Pavillon Rouge er ligeledes en lækker mundfuld, meget ren, dyb smag og lang af en andenvin at være. Palmer holder et forventet højt niveau på deres andet år som biodynamisk producent. Vinen er blevet lidt mere levende end i de foregående år, og det bliver spændende, hvordan den tager sig ud efter 15 års lagring. Rausan-Segla holder fast i den mørke frugt og stramme stil, som klæder den ganske flot. Gassies, Kirwan, Desmirail, Angludet og Marquis de Terme bør fremhæves.

Efterårsmark i Sauternes. Foto: BordeauxWine

Sauternes

Blandt sauternesvinene er spredningen stor smagsmæssigt, og stilarterne er foldet ud over en bred vifte. Nogle vine er søde og tunge, andre mere liflige og ganske lidt søde. Der må have været stor ulighed i modningsgraden og angrebene af botrytis, og siden hen masser af spekulationer i kældrene. Samlet set giver det et lidt broget billede af årgangen, men mange vine er alligevel rige på smag, trods den store forskellighed. Yquem trækker ikke uventet fra de andre, men Coutet, Doisy Daëne, Sigalas Rabaud, Suduiraut og La Tour Blanche er vellavede vine, som vil klæde enhver kælder.

Dommen fældes

Med blandede følelser pakkede jeg de brugte skjorter, og drog hjem fra Bordeaux efter fire heftige dage i fadprøvernes tegn. Det samlede billede summer en årgang op, hvor alle vine er gode og uden fejl, men ingen er helt ekstraordinære og kan efter min mening heller ikke nå 100 point. Dertil mangler de den sidste dybde, syre, volume eller det sidste element for at være en ener.

Nogle slotte har, efter min mening, lavet en bedre vin i 2014 end i 2015, men bestemt også omvendt. Alt i alt ser jeg 2015 som en mere homogen årgang end 2014. Der er vine, som har et stort lagringspotentiale og vil vokse med tiden, men der er også dem, vi kan nyde som ganske unge. Der er ikke tale om tanniner som i 2010, så vinene virker mere venlige og afrundede. Nogle vine mangler lidt mid-palate eller længde. Hvis man skal sammenligne med en anden årgang, må det blive 1985. En årgang med masser af flotte vine den dag i dag, men uden at kunne nå det absolutte topniveau. Men hvem vil ikke gerne lægge vine i kælderen, der om 30 år smager lige så godt som 1985 gør nu?

Annonce

Annonce

Annonce

Til forsiden…