Australske naturbrande skader sydlige vinregioner

Af Mathias Rose, Winelab.dk, 08/01/2020

James Tilbrook er igang med at slukke de sidste flammer på den nedbrændte vinmark. Foto: James Tilbrook/Facebook

Naturen brænder over store dele af Australien lige nu. Især vingårde i South Australia og New South Wales kæmper hver dag for at holde liv i deres vinmarker.

Fredag den 20. december 2019 løber den såkaldte Cudlee Creek bushbrand ind på James Tilbrooks grund og dræber alt på sin vej. Hans vingård, Tilbrook Estate, bliver med ét forvandlet til et flammehav.

»I går mistede vi vores vinmarker og vingård til Cudlee Creek-branden. Vores vinlager, tønder og udstyr er væk. Vi er helt ødelagte,« skriver James Tilbrook på Facebook dagen efter hans første møde med vingårdens bøddel.

90 procent af hans vinmarkerne og hele gården brændte ned til grunden. 21 års hjerteblod forsvandt på få timer.

Foto: James Tilbrook/Facebook

»Omkostningerne bliver astronomiske«

Et område større end Danmark er indtil videre brændt ned. Australien er ramt af den værste bushbrandsæson i landets historie. Mere end en halv milliard dyr og 23 mennesker er indtil videre omkommet i naturbrandene, der præger hele det store land.

Vinindustrien er også hårdt ramt af de enorme ildbølger, der efterlader ellers frodige områder øde og golde.

Adelaide Hills i South Australia er et af de vinområder, der er hårdest ramt af brandene.

»Det her har en enorm effekt på Adelaide Hills vinregionen. Ilden er gået igennem en af de mest landbrugsrige og produktive områder i South Australia. Omkostningerne ved det her bliver astronomiske,« fortalte næstformand for Adelaide Hills Wine Region, Jared Stringer, til The Guardian.

Han fortalte videre, at de beskadigede vinmarker i Adelaide Hills producerer vin for, hvad der svarer til 20 millioner australske dollars om året, eller hvad der svarer til omkring 93 millioner danske kroner.

Hele vinindustriens potentielle skade anslås til over 100 millioner australske dollars eller omkring 463 millioner danske kroner.

Foto: James Tilbrook/Facebook

Endnu en udfordrende årgang

»Vores største problem er, at vi har mistet vores levebrød, hvilket betyder, at vi ikke kan betale vores lån eller andre udgifter,« skriver James Tilbrook på Facebook to dage efter branden brød ud.

Den 22. december har han oprettet en Go Fund Me, hvor folk kan donere beløb til genoprettelsen af vingården. Med opslaget følger billeder af produktionsudstyrets tilstand.

Et branket træskur med nedfaldne loftspaneler i en stor bunke på det, der før var gulvet i vinproduktionen. Det eneste, der stadig indtager sin originale form er en ensom vintønde, der ser ud som om, den er sammensat af kulbriketter.

I Adelaide Hills er en tredjedel af alle vinmarker brændt. Det svarer til 1100 hektarer vinstokke, der er forvandlet til forkullede kviste og aske. Mere end 60 af områdets 90 vingårde er påvirkede af brandene. Adelaide Hills, der strækker sig mellem Barossa Valley i nord til McLaren Vale i syd, står nu til endnu et katastrofalt høstår for vinindustrien efter et 2019 med udfordrende tørke og varme, hvor man høstede 50 procent mindre end i gennemsnitlige år.

Foto: James Tilbrook/Facebook

Rejse sig fra asken

»Vi har intet tilbage, undtagen et par museumsvine i vores hjem, og bogstaveligt talt 48 flasker fra den nuværende årgang,« skriver James Tilbrook på Facebook den 23. december efterfulgt af flere billeder af bushbrandens hærgen på Tilbrook Estate.

Over de næste dage begynder flere frivillige at melde sig ind i kampen for at genoprette vingården og redde de få overlevende stokke. De tilsodede marker vandes, og slemt tilskadekomne vinstokke klippes til.

Andreas Clark, Wine Australia’s direktør, udtaler, at det vil tage mange uger, før det er muligt at danne sig et reelt overblik over skadernes omfang i vinområderne.

»I nogle af de områder, hvor mennesker er evakueret fra, vil det tage tid, før det er sikkert at få adgang til vinmarkerne igen. Vurderingen af skaderne på vinstokkene er kompleks. Det er let at se, når vinstokke er forbrændte, men det tager ofte meget længere tid at udpege skader forårsaget af varme,« fortæller Andreas Clark til Wine Australia’s egen hjemmeside.

Han uddyber videre, at selvom enkeltpersoners hårde skæbner ved naturbrandene ikke skal undervurderes, viser brandkort, at omkring 1500 hektarer vinmarker hører under de områder, der hidtil er ramt af brandene. Hvis alle de marker er beskadiget af ilden, vil det udgøre cirka én procent af Australiens samlede vinmarksområde.

Det kan tage flere år, før de hårdest ramte vinregioner kommer på fode igen efter de seneste ugers ekstreme udfordringer. De vinstokke, der blev slemt forbrændte, skal genplantes. Hvis de skulle komme sig, vil de ikke kunne bære frugt før 2022. De steder, hvor der skal plantes helt nye stokke, kan det tage tre til fire år, før stokkene begynder at bære frugt.

Annonce

Til forsiden…