Kjær Sommerfeldt er vendt tilbage til Aarhus

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 22/11/2013

Det var en velbesøgt første åbningsdag og masser af tilbud til de tørstende aarhusianere, der var glade for at se Kjær Sommerfeldt tilbage i Aarhus igen. Foto: Mads Jordansen

Kjær Sommerfeldt er tilbage i Aarhus igen. Konceptet er anderledes end sidst, og med en kælderplacering i et stort, smukt og gammelt pakhus tæt på havnen og Riis Skov bliver det mere end en klassisk vinbutik.

For snart ti år siden blev Kjær Sommerfeldts lille vinbutik på Trøjborg til en Vinoble i forbindelse med et ejerskifte. Aarhus blev dermed et vinsortiment fattigere. Men nu er Kjær Sommerfeldt vendt tilbage og satser anderledes og stort denne gang.

En del af Aarhus’ kommende nye bydel

Kjær Sommerfeldt
Skovvejen 2A
8000 Aarhus C
t: +45 4110 7585
f: +45 7013 6500
e: aarhus@kogs.dk

Åbningstider:
Man-tor 10:00–17:30
Fredag 10:00–19:00
Lørdag 10:00–14:00

Parkering er mulig uden for butikken.

I et gammelt og smukt pakhus tæt på Østbanetorvet, skov og havnen er Kjær Sommerfeldt nu klar til at byde deres kunder velkommen. Lokalet er showroom eller et »vinværksted«, hvor der naturligvis kan handles vin på almindelig vis, men her er også plads til smagninger og andre arrangementer, der kræver mere plads. Kjær Sommerfeldt sælger allerede til flere restauranter og erhvervskunder i Østjylland, men nu bliver det altså også muligt at komme ind fra gaden, hvadenten det er på gåben eller på fire hjul, og købe et par flasker vin til weekenden. Jes Øvlisen er ansat som butikschef og Per Balle er husets daglige vinkonsulent.

Den nye butik er placeret strategisk godt, for hele havneområdet i Aarhus er ved at blive omdannet fra industrihavn til et moderne bolig- og erhvervsområde med plads til 7.000 beboere og 12.000 arbejdspladser. Kronen på værket bliver et 142 meter højt tårn i projektet Lighthouse.

Butikken rummer det meste af Kjær Sommerfeldts sortiment, men også et lille udvalg af ældre flasker. Her er det en Château Giscours 1978 Margaux. Foto: Mads Jordansen

Annonce

Annonce

Til forsiden…