Filmanmeldelse : A Year In Burgundy

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 14/11/2013

Dokumentarfilmen »A Year In Burgundy« handler om den karismatiske amerikanske vinimportør, Martine Saunier, mens hun er på besøg i Bourgogne. Filmen følger samtidig årets gang med sejre og små katastrofer hos flere burgundiske vinbønder.

David Kennard: Senior Producer, Director, Writer:
A Year In Burgundy
91 minutter
Producent
Udgivelsesår: 2012
Udgivet på DVD og VOD.

Besøg filmens netsted

4/6 stjerner

»En enkelt dårlig høst kan slå dig ud«, så klart og kontant fortælles det i filmen. Og så klart gørers der op med det lidt romantiserede billede af at være vinbonde. Det er i den grad »risky business«, og vi er med til høsten i 2011, der var et vådt mareridt i Bourgogne. Det er lidt pardoksalt, for filmens udtryk er faktisk ret romantisk.

Filmen starter med en vinsmagning i USA, hvor branchefolk er samlet, og her forståes det, at Bourgogne er stjernen blandt de andre deltagende lande og områder. Lidt selvforherligende start måske, men så er rammen ligesom sat. Herefter følger vi den amerikanske vinimportør, Martine Saunier, der med sin parisiske baggrund besøger sine vinleverandører i Bourgogne. Vi er med ved middagsbordene og flere andre »intime« smagninger med producenterne, som hun i flere tilfælde har tætte venskabelige bånd til – venskaber, der har varet i flere generationer.

Filmen er hyggelig og opbygger en god stemning. Den viser årets gang i ét af de syv vinhuse, der er med i filmen. Vel at mærke årets gang, som den nu har formet sig gennem mange generationer. Vi møder de bekymrede miner, når en sort sky trækker ind over marken tæt på høsten, for har den mon ødelæggende hagl med? Eller et pedantisk fransk politi, der laver razzia midt under høsten for at tjekke, om alle opholdstilladelser og arbejdspapirer er i orden.

Det er bestemt ikke en film på et nørdet niveau. Den er forståelig for alle, der er interesserede i et indblik i livet på en vingård. Hvis du har besøgt et par vinhuse i tidens løb, er der nok ikke så meget nyt at hente i »A Year In Burgundy«. Ind i mellem syntes jeg, at filmen var lidt for langsom. Jeg kunne også godt have undværet de mange klicher. Det gælder fx en vinmager, der taler om at arbejde sammen med naturen, eller når vinbonden tager på en romantisk tur i marken i sin hestevogn. Som seer købte jeg især ikke klippet med hestevognen og tænkte i stedet, at den var iscenesat, kun fordi der var et kamerahold på besøg. Og så lige lidt mindre violin, tak. Men lad det ligge, for filmen lever højt på lækre billeder og en dygtig fotograf.

Trailer for A Year In Burgundy

Annonce

Annonce

Annonce

Til forsiden…