Vin til rødkål

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 25/10/2011

rødkål

Rødkålen har fra naturens side noget bitterhed, som kan forstyrre en vin. Er det tilmed den traditionelle rødkål, er sødmen og syren med til at kræve lidt koncentration, når vinen vælges.

Vin til rødkål

Rødkålen er lækker i rå tilstand i vinterens salater, hvor syrerige frugter som æbler og appelsin klæder den godt. Det kræver en syrerig vin at hamle op med det »sure« selskab. Sauvignon Blanc og Riesling har tit denne syre, hvis de er blevet dyrket i kølige verdensdele. Er rødkålen derimod den sursøde klassiske, som vi spiser varm, skal vinen også have både sødme og syre. En vellavet Syrah fra fx Sydafrika eller Australien har tit begge dele, som du også kan finde hos flere af de norditalienske vine som fx Ripasso og Amarone.

Vinmatch: Sauvignon Blanc, Riesling, Syrah, Ripasso, Amarone.

Fakta om rødkål

Sæson for rødkål: September til januar.

Næringsværdi pr. 100 g:
Energi 145 kJ
Protein 1,5 g
Kulhydrat 6,5 g
Fedt 0,2 g

Botanisk navn: Brassica oleracea var. capitata.

Engelsk: Red cabbage.

Tysk: Rotkohl.

Fransk: Chou rouge.

Tilberedning: Rå, dampet, kogt.

Udskæring af kålhovedet
Fjern de yderste blade. Skær et stykke af toppen, derefter skæres 2 stykker af på hver side af stokken. Det gentages på den modsatte led, så der kun er en firkant rundt om stokken tilbage. Til sidst skæres et stykke af firkanten af, ned til hvor stokken begynder. Så har du 6 stykker rødkål, som er lige til at snitte i strimler.

Tips til tilberedning
Snittet rødkål kan koges til klassisk rødkål.

Rødkål er velegnet fintsnittet i salater.

Passer godt sammen med æbler, appelsin og anden frugt – eller rødbeder (rå og revne, syltede eller strimlede).

Kålen er let bitter og derfor er søde og cremede dressinger gode til rødkålssalater.

Frugt- og grøntkampagnen Sæson for god smag har stillet billede og fakta om grøntsagerne til rådighed for artiklen.

Annonce

Til forsiden…