Vin til blomkål

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 27/09/2011

blomkål

Blomkål spises ofte rå i sommerlige salater eller serveres dampet sammen med andre grøntsager som tilbehør på tallerkenen. Vinmæssigt skal vi i den friske afdeling og gerne i retning af de hvide.

Vin til blomkål

Den rå blomkål har brug for noget friskhed med syre i vinen. Det finder du lettest i de hvide vine, hvilket også passer grøntsagen godt, når den fx bruges rå i salater. Syren og friskheden i vine på druen Riesling eller sprøde vine på druen Albariño vil matche godt. En cava kan også fint bruges. Damper du blomkålen, bliver den let sødlig i sin smag, og derfor skal du vælge en hvidvin med lidt mere frugtsødme. I den røde afdeling kan en italiensk vin på druen Sangiovese med noget syre og friskhed også gå an, men der er nu noget »magisk« med blomkål og hvidvin.

Vinmatch: Riesling, Albariño, Cava, Sangiovese.

Fakta om blomkål

Sæson for blomkål: Største del af året, undtagen vintermånederne. Danske fra ca. juli til oktober.

Næringsværdi pr. 100 g:
Energi 135 kJ
Protein 2,4 g
Kulhydrat 4,7 g
Fedt 0,4 g

Botanisk navn: Brassica oleracea var. botrytis.
Engelsk: Cauliflower.

Tysk: Blumenkohl.

Fransk: Chou-fleur.

Tilberedning: Kogt, stegt, ovnbage og grillet.

Tips til tilberedning

  • Del kålen i buketter og spis den rå eller damp den i kogende letsaltet vand i 5 minutter. Blomkål skal stadig have bid, når den er kogt, så kog den hellere lidt for lidt end for meget.
  • Læg et laurbærblad i kogevandet, når du koger blomkål, så mindsker man noget af kålens karakteristiske duft.
  • Fjern dækbladene og del kålen, gerne uden brug af kniv, så man undgår skæremærker.

Bland det kogte og stadig lune blomkål sammen med ristede mandler og olie-eddike dressing
Lav en salat af blomkålsbuketter, spæde salater, smuldret fetaost og citronsaft dryppet over.

Prøv at skære mellemstore blomkålsbuketter i tynde skiver. Læg dem på et fad sammen med tomatskiver. Dryp med koldpresset rapsolie og pynt med persille eller basilikum. Krydr med salt og peber.

Kog blomkålsbuketter møre i lidt bouillon. Mix det jævnt i en blender. Smag til med lidt creme fraiche, salt og peber. Server puréen til fisk eller kød.

Bland små blomkålsbuketter med friskkogte majs skåret fra kolben, tomat- og agurketern. Smag til med citronsaft, salt og peber.

Blomkålsbuketter, radiser og agurkestænger er fine sammen som dip grønsager. Lav en dip af letmælksyoghurt rørt med hakket dild, salt og peber.

Frugt- og grøntkampagnen Sæson for god smag har stillet billede og fakta om grøntsagerne til rådighed for artiklen.

Annonce

Til forsiden…