Vin til blomme

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 16/08/2011

blomme

Eftersommerens blommer fåes i et hav af farve- og smagsvariationer. Fra den sjældne og dybt aromatiske Grøn Reine Claude, til den mindre smagfulde Opal, der kan høstes i spandevis. Vinene skal have lidt syre for at matche blommesmagen.

Vin til blomme

Blommens smag er temmelig sortsafhængig. Nogle sorter er meget lidt smagfulde, mens andre er intense og søde. Til blommer, der har en syrerig smag, er en Alvarinho med noget sødme rigtig god, det kan også være en halvsød Riesling, der er god til de fleste stenfrugter med syrebid. Er blommerne syltede og bagte evt. sammen med krydderier, kan en sød Grenache fra fx sydfranske Maury være et hit. Den smager selv frisk og let afdæmpet sød, da den skal drikkes let afkølet.

Vinmatch: Alvarinho, Riesling, Grenache.

Fakta om blomme

Sæson for blomme: Det meste af året, danske fra ca. august til september.

Næringsværdi pr. 100 g:
Energi 193 kJ
Protein 0,5 g
Kulhydrat 10,2 g
Fedt 0,3 g

Botanisk navn: Prunus domestica.
Engelsk: Plum.

Tysk: Pflaume.

Fransk: Prune.

Anvendelse: Rå, syltede, kogt, bagt.

Tips til tilberedning

Halver nogle blommer fx sveskeblommer eller opalblommer. Smelt lidt sukker på en pande, til det er gyldent. Kom lidt smør i. Steg blommerne gyldne. Server dem med vaniljeis.

Fordel halve blommer i et ovnfast fad. Drys med sukker. Bag blommerne ved 200 gr. i ca. 25 minutter. Spis dem med flødeskum og evt. et drys knuste makroner.

Frugt- og grøntkampagnen Sæson for god smag har stillet billede og fakta om bærrene til rådighed for artiklen.

Annonce

Annonce

Til forsiden…