Vin til taskekrabbe

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 01/02/2011

taskekrabbe

Der er noget majestætisk over en taskekrabbe. Det indbyder til en flaske champagne, der matcher krabbesmagen så fint og understreger et ganske særligt måltid.

Vin til taskekrabbe

Hummer og taskekrabber er både fascinerende og frygtindgydende dyr med deres klør og robuste ydre. Ikke desto mindre er det en af de mest elegante smagsoplevelser, som havet kan byde os. Champagnen (eller anden tør kompleks mousserende vin i god kvalitet) matcher krabbens fine elegante smag. Vinen må ikke have en for dominerende smag, så derfor kan en Sauvignon Blanc også være et godt valg. Specielt hvis tilbehøret til fisken har et grønt præg.

Vinmatch: Champagne, Sauvignon Blanc.

Fakta om taskekrabbe

Sæson for taskekrabbe: Fanges hele året.

Udnyttelse: Klør, kroppen.

Tilberedning
Kogt, ovnstegt, stegt, marineret. Krabber koges inden evt. stegning eller marinering.

Fangstområde: Nord-østlige Atlanterhav

Kendetegn
Taskekrabbens skjold er rødbrunt, enderne af de svære klosakse er sorte eller violette. Huntaskekrabbens hale er bred, hannernes smal. Især hunnerne er efterspurgte. Kødet er hvidt i kløerne og brunligt i kroppen.

Levested
Taskekrabben lever ret stationært på klippegrund eller stenrev. Om sommeren lever den på 1–30 meters dybde, om vinteren på 30–50 meter. Krabben skifter skal om sommeren.

Næringsværdi pr. 100 g:
Energi 476 kJ
Protein 22,9 g
Kulhydrat 1,1 g
Fedt 1,8 g

Navn: Cancer pagurus
Engelsk: Edible crab
Tysk: Taschenkrebs
Fransk: Tourteau

Det vidste du måske ikke om taskekrabbe
Hvis en taskekrabbe mister et af sine lemmer, kan et erstatningsorgan vokse ud i løbet af nogle måneder. Mange mennesker tror, at krabben kan gendanne begge kløer, hvis de er blevet revet af. Det er ikke tilfældet; krabben vil derimod sulte ihjel, fordi dens »kniv og gaffel« er taget fra den.

I Skandinavien spiser man normalt kun de to store kødfulde kløer, hvorimod man i resten af Europa også spiser kroppen.

Fiskekampagnen 2 gange om ugen har stillet billede og fakta om fiskene til rådighed for artiklen.

Annonce

Til forsiden…