Risotto med svampe

Af Antonio Carluccio, 29/09/2012

Foto: Alastair Hendy

Risotto med karljohansvampe er – måske tillige med trøffelrisottoen – den mest velkendte af de italienske risretter. Italienerne spiser kun denne ret, når det er sæson for porcinosvampen (Boletus edulis eller karljohan), men nedenstående opskrift, som jeg har udtænkt, vil gøre det muligt for dig at nyde en svamperisotto året rundt. Skulle det dog lykkes dig at støve nogle friske karljohansvampe op, vil jeg stærkt anbefale dig at prøve dem. Smagen er sensationel!

(Til 4 personer.)

2 l hønse- eller grønsagsbouillon
4 spsk olivenolie eller 50 g usaltet smør
1 løg, pillet og hakket meget fint
300 g faste champignoner, skåret i tynde skiver
50 g tørrede karljohansvampe, opblødt og hakket
350 g carnaroli- eller arboriorisottoris
60 g parmesan, friskrevet
80 g usaltet smør
salt og peber

Kom bouillonen i en gryde, bring den i kog og lad den stå og simre ved svag varme.

Opskriften er fra bogen:

Antonio Carluccio:
Simpelthen Italiensk
176 sider, hardback. 249,95
Gyldendal
Udgivelsesår: 2011

Læs anmeldelsen.

5/6 stjerner

Opvarm olivenolie eller smør i en stor gryde over svag varme. Tilsæt løg og svits det, indtil det bliver blødt – ca. 10 minutter. Tilsæt champignoner og karljohansvampe og steg videre i 5 minutter, indtil de er bløde og let brunede.

Tilsæt ris og rør rundt i et minuts tid eller to, hvorefter du tilsætter en eller to suppeskefulde kogende bouillon. Rør vedvarende over varmen og tilsæt bouillonen en suppeskefuld ad gangen, efterhånden som hver portion er blevet opsuget af risene. Efter 18–20 minutter tjekker du, om risene har den rigtige al dente-konsistens – de skal være møre, men have bid i midten, og risottoen skal være svampet, ikke tør.

Tag gryden af blusset, tilsæt parmesan og smør, og rør det godt sammen med risottoen. Smag til med salt og peber, og server risottoen på varme tallerkener.

Buon appetito.

Artiklen Vin til svampe giver dig en håndfuld bud på velegnede vintyper til en lækker svamperisotto som denne.

Annonce

Til forsiden…