Orangekylling

Af Michael Poulsen, Vinpusheren, 16/01/2014

Foto: Torben Hjulmand

Fra bogen Vinpusheren 3 har vi her fornøjelsen af at bringe dig en lækker opskrift på orangekylling og ikke mindst – et himmelsk tilhørende vinmatch.

Maden

Orangekylling
1 god kylling eller unghane
Salt og peber
Olivenolie
2 store løg i både
3–4 store gulerødder i skiver
2 tsk rosenpaprika
1 rød chili i skiver
3 fed hvidløg knust
¼ g safran
1 stang kanel
2,5 dl hønsebouillon
2 spsk flydende honning
100 g ristede mandler
1 håndfuld frisk mynte

Fremgangsmåde

Opskriften er fra bogen:

Michael Poulsen:
Vinpusheren
272 sider, hardback. Pris 299,95
Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2013

Læs anmeldelsen.

5/6 stjerner

Parter kyllingen i overlår, underlår, vinger og bryster, skær brysterne i to stykker. Krydr kyllingestykkerne, og brun dem i olivenolie i en ovnfast gryde. Tag kyllingestykkerne op, og brun løg og gulerødder i 3–4 min. i gryden. Tilsæt paprika, chili og hvidløg, tilsæt herefter safran, kanel og hønsebouillon, og kog op. Smag til med salt og peber, og læg kyllingestykkerne (undtagen brysterne) oven på grøntsagerne og bouillonen. Dæk gryden med folie, og stil den i ovnen ved 160 grader. Læg brysterne i gryden efter 1 time, og dryp honningen ud over kyllingen. Giv kyllingen yderligere en halv time. Anret kyllingen på et varmt fad eller i gryden, og drys med mandler og mynte.

Server couscous, bulgursalat eller kogte ris til.

Vinen

Derfor skal du smage den
Jeg var dybt rystet, første gang jeg smagte Vina Tondonia. Det er en uhørt gammeldags vin, som smager helt anderledes end de moderne spanske frugtbomber,
som dominerer billedet i Rioja og Ribera del Duero. Hos Lopez de Hereida interesserer man sig ikke for modeluner og moderne teknik, her styrer man temperaturen ved at åbne et vindue! Men det mest opsigtsvækkende er, at rødvinene ikke gennemgår malolaktisk gæring, som 99,999% af alle verdens rødvine ellers gør.

Den manglende omdannelse af æblesyre til den blødere mælkesyre, som er resultatet af den malolaktiske gæring, betyder, at Vina Tondonia har en usædvanlig frisk syre. Det er også en del af forklaringen på, hvorfor vinen først frigives efter godt 15 år og holder i minimum 50 år. Det er gammeldags tænkning, som er ved at blive moderne igen. Vina Tondonia er sammen med gammel Vega Sicilia min absolutte favorit inden for spansk vin. Vinen har en lys teglrøde farve og en überkompleks næse med friske røde bær, svag kokos, sandeltræ, orangeskal, mandel og grus/jord. Smagen er næsten burgundisk saftig med en livlig frisk syre og røde bær og en lang finish med læder, mineraler og velintegreret fad.

Mad og vin
De mange forskellige duftnuancer og den friske stil gør Vina Tondonia til en sjov madvin. Både fjerkræ, kalv og lam kan fungere fint til den, og jeg synes især, vinen går fremragende til krydderierne fra det nordafrikanske køkken.

Matchet
Kylling passer perfekt til vinens tyngde, og appelsin, kanel og safran spiller op til vinens næse.

Kassekreditvenligt alternativ
Vina Tondonia Reserva er lidt billigere og kan stort set det samme, eller forsøg dig med en fadgæret rosé fra Sydfrankrig.

Foto: Torben Hjulmand

Vina Tondonia, Rioja Gran Reserva, Lopez de Hereida, Haro, Rioja, Spanien

Drue: Tempranillo 75%, garnacha 15% mazuelo og graciano
Vinifikation: Ultratraditionel vinfikation og 10 års lagring på små, gamle amerikanske egefade
Struktur: Mellemfyldig rødvin med høj syre og moderat tannin
Servering: 15–17 grader
Gemmepotentiale: 15–60 år fra høståret
Importør: Vini Portugal
Pris: kr. 499,–

Annonce

Annonce

Til forsiden…