Krydrede lammekoteletter

Af Louisa Lorang, 09/04/2014

Foto: Anders Schønnemann

HOVEDRET TIL 4 PERSONER

Server koteletterne med en dejlig couscoussalat, ristede grøntsager eller bare en fyldig sprød salat og grillet brød. Eller måske sammen med auberginer.

RUB
1 tsk. stødt allehånde
½ tsk. stødt nellike
1 spsk. revet ingefær
1 tsk. stødt kanel
½–1 tsk. cayennepeber
2 spsk. salt
1 dl muscovadosukker eller brun farin
evt. lidt olivenolie

LAM
8–12 små lammekoteletter
lidt hakket persille
citronbåde

Bland alle ingredienserne til rubben sammen. Kom rub og lammekoteletter i en stor frysepose, og gnid krydderblandingen godt ind i kødet. Lad koteletterne trække natten over i køleskab, eller 30 minutter ved stuetemperatur.

Gnid evt. koteletterne med lidt olivenolie, og grill dem på en middelvarm grill, til de er, som du kan lide dem (jeg synes, rosa er klart bedst, og det tager ikke meget mere end 4–7 minutter).

Server lammekoteletterne toppet med persille og med citronbåde til.

Annonce

Til forsiden…