Danske frugtvine vandt guld i Tyskland

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 15/04/2015

Stolte æblevinsproducenter fra 11 forskellige nationer dystede om trofæer

To østjyske frugtvinsproducenter kom i weekenden til tops i Europas største konkurrence for æblevine i Frankfurt. Dansk succes for andet år i træk.

Frankfurt betragter sig selv som Europas »æblevinshovedstad« med en kæmpestor traditionsbundet æblevinsproduktion. Derfor har man nu for 7. år i træk samlet alle de bedste europæiske æblevine til en stor konkurrence og efterfølgende æblevinsmesse. I år deltog mere end 100 æblevine fra 11 nationer i konkurrencen.

Sidste år deltog Cold Hand Winery fra Randers i konkurrencen og overraskede alle ved at komme helt til tops med de to æblevine Feminam og Masculine.

De to sejre har det seneste år ført til en del tysk interesse for de nye og innovative danske frugtvine. Ved årets æblevinskokurrence var Danmark så repræsenteret af hele to producenter – begge fra Østjylland. Nemlig Horncider fra Låsby vest for Aarhus og Cold Hand Winery fra Randers.

Danske succes fra forrige år fortsatte

Kristoffer Vangsø Møller fra Horncider vandt sin kategori og modtog et gyldent æble for sin æblecider »Idun« – en moderne cider fremstillet af de gamle madæblesorter Belle de Boskoop og Bramley – samt honning fra familiens egen produktion. Cold Hand Winery deltog i år med to forskellige isvin. Den ene – Malus Danica – lavet på æble. Den anden – nyheden Cydonia – lavet på kvæde. Begge disse vine modtog ligeledes et af de eftertragtede gyldne æbler i konkurrencen. Med priserne markerer Danmark sig for alvor som en frugtvinsnation, hvor specielt de seneste års innovative udvikling har ført til vine med international klasse og et dansk DNA. De fleste vine laves nemlig på danske æblesorter som fx Ingrid Marie.

Der er da også kommet pænt gang i eksporten af dansk frugtvin. Horncider eksporterer allerede en del af produktionen til Thailand, mens Cold Hand Winery eksporterer til både Norge, Frankrig og Tyskland. Kunderne tæller alt fra Michelinrestauranter til Cocktailbarer.

Annonce

Annonce

Til forsiden…