Boganmeldelse: Niels Lillelund – Vinene fra Rhône

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 10/09/2013

Niels Lillelund:
Vinene fra Rhône
432 sider, hardback. 349,95
Lindhards og Ringhof
Udgivelsesår: August 2013

Se bogen hos forlaget.

6/6 stjerner

Endelig en ny dansk vinbog! Og hvilken bog. Poetisk, kontant, dyb og intelligent. Det er en nyskrevet udgave, og den er et mesterværk – ikke mindst for elskere af Rhône.

Rhône er kompleks og kan virke særdeles uoverskuelig at få hold på for den almindelige vinelsker. Derfor er Niels Lillelunds bog også er mere end et almindeligt godt bekendskab. Den holder dig i hånden og guider dig igennem Rhônedalens vine fra nord til syd.

Det er gjort poetisk og med Lillelunds vanlige underfundige, underholdende og mesterlige historiefortælling. Fakta og detaljer præsenteres levende og legende. Alle appellationer beskrives i fængslende essays og efterfølgende kommenteres og vurderes områdets mest fremtrædende og bedste vinhuse, hvor også visse af husets vine kan være kommenteret. Klima, markarbejdet og et nyt kapitel om at være turist i Rhône gør kun bogen endnu mere lærerig og anvendelig.

»Vinene fra Rhône« er ikke spækket med billeder, men det gør ikke noget, for når først Rhônes særegne natur og bjergformationer er illustreret, ser en tankhal, en vinkælder og en vinplante ret ens ud, uanset om det er i nord eller syd.

Bag bogen ligger mange års research, og hatten af for det arbejde. Men ikke mindst hatten af for, at vi stadig kan læse så flotte værker på vores modersmål af så høj kvalitet.

Annonce

Annonce

Til forsiden…