Boganmeldelse: Bent Christensen : Ny Nordisk Gastronomi

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 19/10/2012

Bent Christensen:
Ny Nordisk Gastronomi
352 sider, hardback. 450,–

Politikens Forlag
Udgivelsesår: 2012

Se bogen hos forlaget

5/6 stjerner

Der findes kogebøger. Og så findes der gastronomibøger. Bent Christensens seneste udgivelse »Ny nordisk gastronomi« hører til i sidste kategori.

Bent Christensen, som blandt meget andet også har udgivet »Tre stjerner – Alle Europas trestjernede restauranter« og »Gastronomien i Danmark«, har viet sit liv og investeret en masse ressourcer i udforskningen og formidlingen af gastronomien. Det fortjener han stor respekt for.

Med »Ny nordisk gastronomi« præsenterer han – som sagt – ikke bare en ny kogebog. Bogen er en hyldest til nogle af de dybt engagerede og dygtige kræfter bag den globale gastronomiske succes kaldet nordisk køkken. Her kan du læse korte portrætter af 16 af landets bedste køkkener og personerne bag – fx Geranium, Noma, Ti Trin Ned og Frederikshøj. Restauranterne har så til gengæld kvitteret med en række fortolkninger af nordisk mad, som er utroligt lækre og flot præsenteret, men som – ærligt talt – ikke er for begyndere, men hvem har sagt det skal være det?

Til gengæld er hele bogen inspirerende, underholdende og fyldt med gode historier. Det hele er pakket ind i et væld af smukke og stemningsfulde billeder af Claes Bech-Poulsen. Alle afsnit og opskrifter er skrevet på både dansk og engelsk. Så der er ingen tvivl om, at Bent Christensen ikke bare sigter på en dansk læserskare, men også gerne vil nå ud til et internationalt publikum. »Ny nordisk gadtronomi« rammer lige ned i den store internationale interesse for det nordiske køkken, og den har helt klart formatet til på bedste vis at fortælle om og promovere vores seneste store eksportsucces!

Fem stjerner og en anbefaling herfra.

Annonce

Annonce

Til forsiden…