Boganmeldelse: Anders Vald – Løgismose Sommer

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 23/04/2013

Anders Vald:
Løgismose Sommer
176 sider, hardback. 250,–
Politikens Forlag
Udgivelsesår: 2013

Se bogen hos forlaget.

5/6 stjerner

Efter »Vinter« kommer »Sommer«. I hvert fald når det står til Løgismose, som nu er klar med den anden i rækken af kogebøger dedikeret til de fire årstider. »Sommer« indeholder 80 lækre opskrifter på sommermad fra Løgismoses egne køkkener – lige fra de nemme og relativt enkle til de mere komplicerede og udfordrende.

Ligesom sin forgænger »Vinter« er »Sommer« en meget smukt udført kogebog med inspirerende og lækre opskrifter. Vi har bevæget os væk fra de tunge vinterretter og går ombord i opskrifterne til de lyse måneder.

Bogen er inddelt efter morgen, frokost og middagsbordet efterfulgt af kapitlerne Falsled Kro og Kong Hans – begge restauranter er en del af Løgismose-familien – for at slutte af med »Den søde sommer«. Det virker fint, især fordi de tre første kapitler indeholder umiddelbart nemme og relativt enkle opskrifter uden alt for mange dikkedarer, mens det bliver noget mere avanceret i de to næste kapitler. Alle opskrifter præsenteres super flot på de indbydende billeder. De medfølgende vinanbefalinger virker som solide valg.

Måske tyder nogle af opskrifterne i morgen-kapitlet på, at man har manglet nogle oplagte kandidater. Jeg synes eksempelvis ikke, at det er helt oplagt at spise kyllingepostej med små æblesyltede rødbeder så tidligt på dagen. Men hvad pokker, så kan man jo lave det til senere på dagen.

»Sommer« er en så inspirerende og forførende samling af lækre opskrifter, at man ikke kan lade være med at tænke: »Åååh, lad det nu snart blive sommer!«

Annonce

Annonce

Til forsiden…