Vin til lam

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 09/04/2014

Vin til lam

Lækker dansk lammebov klar til at blive tilberedt. Netop tilberedningen er afgørende for, hvilken vin du skal sigte efter. Foto: Thomas Henriksen/eGastro.dk

Tilberedningsmetoden og ikke mindst valg af krydderier er vigtige faktorer, når det perfekte vinmatch skal findes til lammekødet. Det er i den røde afdeling, at vinene flugter bedst, og mulighederne er mange.

Vin til lam

Lam kan tilberedes på mange måder. I forhold til det rigtige vinmatch er netop tilberedningen og krydringen efter min mening langt vigtigere end spørgsmålet om udskæringen. Det har dog også betydning, hvor lammet er opvokset.

Prøv dansk lam
Jeg fik fornylig den bedste lammekølle i mit liv. Den var dansk og havde græsset på Mors. Kødkvaliteten var perfekt. Velsmagende, saftig og med en diskret og knapt nok eksisterende lammesmag. Prøv at investere i dansk lam næste gang, og smag forskellen. Slagter Mortensen fra Lemvig, som leverede min lammekølle, sender i kølekasser til hele landet fra eGastro, hvis du altså vil prøve, hvordan dansk kvalitetslam smager.

Det er min erfaring, at dansk lam smager mindre af lam, og derved er mindre karakteristisk i lammesmagen. Derfor kan dansk lam generalt set også lettere matches til rødvine.

Starter vi med den klassiske lammekølle eller lammekrone med hvidløg og rosmarin eller timian, er vine fra Sydrhône og med et stort indhold af Syrah nærmest perfekte match. Deres smagsunivers med frugtsødme, tanniner og ofte med en duft af blå violer er enestående til lam. Er lammekødet grillet, kan du med fordel lede efter en vin med lidt mere saftighed, frugtsødme og – vigtigst af alt – fadlagring. Det kan du igen finde i Syrah, men vælg gerne en oversøisk, eller prøv en argentinsk Malbec. Sværger du til spanske vine, er en saftig, fadlagret og ikke for gammel Rioja er godt valg. Er dit lam dansk, kan en fyldig Pinot Noir være et perfekt valg.

Min personlige favorit til lam er uden tvivl Callet. En rød drue fra Mallorca, der giver saftige vine og absorberer – hos de dygtige vinhuse – fadlagring perfekt. Prøv den næste gang, du vil give dit lam et sublimt modspil fra vinen.

Vinmatch: Sydrhône (Syrahdomineret), Shiraz (oversøisk), Malbec (Argentina), Rioja, Pinot Noir (fyldig frugt, fx oversøisk eller tyske Baden), Callet (Mallorca).

Fakta om lam

Næringsværdi pr. 100 g. lammekølle:
Energi 714 kJ
Protein 20 g
Kulhydrat 0 g
Fedt 5,5 g

Lam er forholdsvis nyt i det nordiske køkken. Vores ferierejser til Sydeuropa har været den primære inspiration til, at lam i dag er relativt udbredt i de danske køkkener. Den største del af det lam, vi spiser i Danmark, er frosset lam importeret fra New Zealand, men danskproduceret lam bliver trods en lidt højere pris i disse år stadigt mere populært. Det danske lammekød findes blandt andet på nogle af landets bedste restauranter.

Den typiske »lammesmag« skiller ofte vandene. Nogle elsker den særegne smag – andre vil helst undvære den. Lammekød kan smage ligesom lanolin (naturlig uldvoks) lugter. Dansk lam har oftest en mindre eller slet ingen »lammesmag« og kan i bedste kvaliteter nærmest smage som et stykke kalv.

Tilberedning: Grillet, stegt på pande og i ovn.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Til forsiden…